Indbakken gløder hos Holger Rune.

For efter den danske tenniskomet søndag hev endnu en triumf i land efter et vanvidsdrama ved BMW Open i München, er det væltet ind med lykønskninger på den 19-årige danskers sociale medier.

Og nogle af de mange beskeder og kommentarer kommer fra flere verdensstjerner.

Det viser en hurtig gennemgang af Holger Runes seneste Instagram-opslag, som du kan se nederst i artiklen.

Foto: CHRISTOF STACHE
Vis mere

Mandag lavede den unge dansker nemlig et opslag på det sociale medie, hvor han satte ord på søndagens dramatiske sejr over Botic van de Zandschulp.

'Udelukkende følelser, da jeg forsvarede og vandt BMW Open. Vigtigt at slå tilbage efter sidste uges finale. Tak til mit team for at gøre mig klar,' lød det blandt andet fra Rune.

Og efterfølgende er det så væltet ind med kommentarer og likes fra de store navne.

Blandt andre har tennisstjernen Genie Bouchard, der var i Wimbledon-finalen i 2014, kommenteret danskerens opslag:

Fra venstre: Coco Gauff, Genie Bouchard og Emma Raducanu. Alle følger nøje med i Holger Runes præstationer på banen for tiden.
Fra venstre: Coco Gauff, Genie Bouchard og Emma Raducanu. Alle følger nøje med i Holger Runes præstationer på banen for tiden. Foto: Tim Nwachukwu/AFP/Ritzau Scanpix // Screenshot Instagram/@geniebouchard/@emmaraducanu
Vis mere

'Så tredje sæt. Så vanvittigt!' skriver hun, inden den amerikanske tenniskomet Coco Gauff ligeledes lykønsker danskeren.

'Stort tillykke,' skriver hun til opslaget, der har fået over 50.000 likes det seneste døgn.

Blandt nogle af dem, der har liket, finder man eksempelvis store navne som den australske tennisstjerne Nick Kyrgios samt den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel.

De stjernespækkede likes er dog ikke nyt for Holger Rune.

De seneste uger har blandt andre tennislegenden Novak Djokovic og grand slam-vinderen Emma Raducanu trykket 'synes godt om' på danskerens Instagram-opslag.

Holger Rune vandt søndag BMW Open efter en nervepirrende finale mod Botic van de Zandschulp.

Her leverede danskeren et forrygende comeback og kunne til sidst lade sig hylde som vinderen af ATP 250-turneringen i Tyskland for andet år i streg.