Der er god grund til at følge med onsdag eftermiddag, når klokken bliver 13.00.

For her venter der Holger Rune et brag af et opgør, når han står overfor Novak Djokovic i kvartfinalen i Italian Open.

»Det er en enorm kamp for Holger Rune. For han kommer til at stå over for en meget hævntørstig Djokovic, der uden tvivl ikke har glemt, at han blev sat til vægs af en dansk teenager i Paris sidste år,« siger B.T.s sportskommentator Lasse Vøge med henvisning til Paris Masters, der fandt sted i november 2022.

Her var det danskeren, der trak det længste strå, da han slog serberen i finalen og samtidig tog karrierens største titel. Derfor bliver det også stort, når de to stjerner igen krydser klinger onsdag eftermiddag.

Novak Djokovic er Holger Runes næste modstander i det italienske.
Novak Djokovic er Holger Runes næste modstander i det italienske. Foto: TIZIANA FABI
Vis mere

»Det bliver et brag, for Holger Rune vokser et par meter, når der står en verdensstjerne på den anden side af nettet,« siger Lasse Vøge.

Og Holger Rune kæmper ikke blot for en plads i semifinalen. Den danske stjerne får også mulighed for at sætte en streg under, hvor han står, inden der igen står grand slam-turneringer på programmet.

»Det bliver samtidig også en test af, hvor store forventninger vi kan tillade os at have til Holger Runes French Open i næste uge. Kan han tæmme den serbiske verdensstjerne på yndlingsunderlaget i Rom, så vil Holger være en af de helt store favoritter på gruset i Paris,« lyder det fra B.T.s sportskommentator.

Du kan følge Holger Runes kamp mod Novak Djokovic live her på bt.dk.