Han havde aldrig været mere lykkelig, men han begik alligevel én af sit livs største brølere.
For da den russiske tennisstjerne Andrey Rublev skulle holde sin takketale efter søndagens finalesejr over danske Holger Rune ved grusturneringen i Monaco, gjorde han nemlig noget, der ikke bliver glemt lige foreløbig.
Midt i glædesrusen blev forvirringen i hvert fald kortvarigt total, da han skulle have styr på etiketten i fyrstedømmet.
Her byttede Rublev rundt på navnene, da den monegaskiske fyrst Albert, monarkens hustru, fyrstinde Charlene, og præsidenten for det monegaskiske tennisforbund, Melanie-Antoinette Costello de Massy, stod ved siden af ham på podiet.
Sidstnævnte fik russeren nemlig forvekslet med fyrstinde Charlene, da han takkede dem.
Noget, der først gik op for ham, da fyrst Albert gjorde ham opmærksom på fejlen.
»Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg må have fået for meget sol. Eller også er jeg bare dum...« lød det fra Andrey Rublev, mens Holger Rune og resten af stadionet i Monte Carlo brød sammen af grin.
Det var i øvrigt anden gang på få minutter, at russeren fik alle tilskuerne til at grine denne søndag. Særligt én bemærkning til Holger Rune skabte i hvert fald store smil på tilskuerpladserne.
Danskeren tabte det to timer og 33 minutter lange finaledrama 7-5, 2-6, 5-7.
Du kan læse B.T.s dom over den dramatiske kamp lige HER.