Hans mor er der. Hans søster er der. Og hele hans team sidder der også til hver kamp.

Men der er stadig én person, der mangler i Holger Runes spillerboks ved French Open.

For når den danske tennisstjerne i disse dage går på banen i Paris, er det nemlig uden sin far, Anders, på sidelinjen.

Han er i stedet blevet hjemme i Danmark, hvor han arbejder, mens han holder møder med eventuelle sponsorer til sin berømte søn.

Holger Runes mor og søster er blandt andre med under French Open.
Holger Runes mor og søster er blandt andre med under French Open. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Min far følger med hjemmefra og ser alle mine kampe, men jeg savner ham,« fortalte Holger Rune på et pressemøde, efter han lørdag gik videre til fjerde runde ved grand slam-turneringen i den franske hovedstad.

Det danske stortalent har senest haft sin far med på sidelinjen, da han gik i finalen ved ATP 1000-turneringen i Monte Carlo i april.

Han sad ligeledes i spillerboksen, da Holger Rune i november vandt Masters-finalen i Paris.

Den danske tennisprins ville da også helst – hvis han selv kunne vælge – have familien samlet til de fleste turneringer.

Men det er bare ikke en mulighed med det liv, han lever.

»Når det er muligt, er det fedt at have hele ens familie med under kampene, men det er svært, for man har ikke meget tid til at gå ud sammen. Det er nogle lange dage,« lød det videre fra Holger Rune.

Danskeren møder mandag eftermiddag argentinske Francisco Cerundolo i fjerde runde ved French Open.

Du kan følge opgøret live på bt.dk.