Der var ekstraordinært stjernestøv over Holger Runes torsdagstræning.

På det berømte grusunderlag i Monte Carlo, hvor en Masters 1000-turnering i weekenden serves i gang, fik den 19-årige dansker i hvert fald prominent selskab på den anden side af nettet.

Den serbiske legende og nuværende nummer ét på verdensranglisten, Novak Djokovic, trænede nemlig med Holger Rune.

Efterfølgende fik de to tennisstjerner taget nogle billeder sammen, og her var der særligt ét billede, der løb med opmærksomheden på de sociale medier. Du kan se billederne nederst i artiklen.

Her har de to verdensstjerner forsøgt at genskabe et billede, de fik taget sammen for to år siden. Et billede, hvor Novak Djokovic forsøger at hakke sin hånd ind i danskeren.

Noget, der nok ser en smule mærkeligt ud for en del. Der er dog en dybere mening med billedet.

Det fortæller Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, til B.T.

»Novak hakker læring i ham. En slags: 'You need to do this and this',« siger hun med henvisning til, at serberen har vundet hele 22 grand slam-titler, mens danskeren stadig jagter sin første.

På trods af de gode råd, som danskeren utvivlsomt har fået fra Djokovic, ved Holger Rune dog godt, hvordan man slår den serbiske stjerne i en finale.

I november hentede Rune nemlig sin karrieres største triumf, da han vandt Paris Masters efter en dramatisk kamp mod netop Novak Djokovic.