Holger Rune har næsten booket flybilletterne.

For den danske tennisstjerne er snublende tæt på en plads ved sæsonfinalerne i Torino senere på måneden, hvor de otte spillere, der har hentet flest ranglistepoint i 2023, bliver inviteret.

I skrivende stund ligger danskeren nemlig nummer otte, og han mangler blot at hægte nogle få konkurrenter af i jagten en plads i det fine selskab. Han kan dog næsten allerede gøre arbejdet færdigt, hvis han fredag aften vinder over Novak Djokovic i kvartfinalen ved Paris Masters.

Men der er dog stadig en enkelt detalje, der kan spolere jublen, selv om han vinder braget mod serberen.

Foto: Christophe Petit Tesson/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det er ikke polakken Hubert Hurkacz, der ellers ånder ham gevaldigt i nakken på niendepladsen, selv om han ligeledes er videre til kvartfinalen i den franske hovedstad.

For vinder Holger Rune fredagens kamp, overhaler han den tyske stjerne Alexander Zverev på syvendepladsen, da han allerede er røget ud af turneringen i Paris.

Og derfor er der kun én mulighed tilbage for tyskeren, hvis han skal kunne generobre pladsen fra det danske stortalent.

Han skal nemlig håbe på at få et wildcard til én af de to resterende ATP-turneringer i henholdsvis Metz eller Sofia, som finder sted i næste uge.

Alexander Zverev kan spolere jublen i Rune-lejren.
Alexander Zverev kan spolere jublen i Rune-lejren. Foto: Mohammed Badra/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

For Zverev er ikke tilmeldt nogle af turneringerne, viser ATP's oversigt, og derfor har han pludselig akut brug for uventet hjælp, hvis også Hubert Hurkacz skubber ham længere ned på racelisten de kommende dage.

Men får han ikke et wildcard, så kan Holger Rune altså droppe sin tilmelding ved Metz-turneringen uden at være nervøs for at misse billetten til Torino. Hvis han altså vinder fredagens kvartfinale.

I første omgang kan danskeren dog selv klare frisag ved at stryge til tops og genvinde titlen i den franske hovedstad. Så er al spekulation om en plads i hvert fald overstået.

Eller hvis Hurkacz taber fredag, og Rune derefter buldrer videre til semifinalen.

Du kan følge braget mellem Holger Rune og Novak Djokovic live på bt.dk fra klokken 19.30.