Ét opkald var, hvad der skulle til.

Og så stod hun der pludselig nogle timer senere.

For da den danske tennisstjerne Holger Rune i marts deltog ved Miami Open, blev han ramt af et enormt afsavn til sin familie – særligt sin storesøster Alma.

Et afsavn, han ikke har oplevet ret mange gange i karrieren. Og derfor pakkede hun kufferten, hoppede på det første fly og landede nogle timer senere i den amerikanske storby, så hun kunne støtte sin lillebror på tætteste hold.

Holger Rune sammen med sin mor, Aneke Rune, under B.T.s besøg i Monaco.
Holger Rune sammen med sin mor, Aneke Rune, under B.T.s besøg i Monaco. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det var slet ikke planlagt,« lyder det som det første, da B.T. møder Holger Rune i Monaco og spørger ham ind til episoden.

Inden opkaldet havde den 20-årige tenniskomet været på farten i flere uger i træk for at spille ATP-turneringer.

Så meget, at han følte, han havde brug for ekstra støtte fra familien, selv om hans mor og manager trofast havde siddet på sidelinjen i dagene op til, erkender han:

»Jeg havde været i Melbourne i januar, og så rejste jeg til Danmark efterfølgende for at spille Davis Cup samt for at fejre Almas fødselsdag, inden jeg så rejste videre til henholdsvis Frankrig, Holland, Mexico og USA.«

»Så jeg tænkte: 'Okay, det er altså fem-seks uger nu'. Jeg savnede Alma virkelig meget på det tidspunkt, så jeg spurgte, om hun ville komme og holde mig med selskab,« forklarer Holger Rune videre.

Og netop derfor kunne de opmærksomme tv-seere de efterfølgende dage se storesøsteren tone frem på skærmen, da kameraerne fokuserede på stortalentets spillerboks.

Turen til Florida endte dog med at blive et kort visit, for Holger Rune løb nemlig ind i et nederlag i ottendedelsfinalen ved den prestigefyldte turnering.

Men derfor er danskeren stadig dybt taknemmelig over, at søsteren trådte til med så kort varsel. Også selvom rejsedestinationen næppe ville have holdt ret mange hjemme.

»Nu er Miami jo heller ikke det værste sted at rejse hen,« griner Holger Rune.