Hver gang, det kiksede for ham, gjorde han det.

Vendte sig om og råbte i én bestemt retning.

For da den danske stjerne Holger Rune mandag aften gik videre til kvartfinalen ved French Open efter et drama, der sjældent er set lignende, var han hele følelsesregisteret igennem.

Og ofte krævede det, at han fik afløb fra sine frustrationer ved at råbe ad sin boks, hvor hans trænerteam og mor sad.

Holger Rune var dybt frustreret under mandagens kamp.
Holger Rune var dybt frustreret under mandagens kamp. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Positiv! Positiv!', 'jeg har ikke mere i benene', 'jeg har trænet for meget' og 'det stresser mig' var blot nogle af de råb, som den danske tennisprins kom med i løbet af opgøret mod argentinske Francisco Cerundolo.

På det efterfølgende pressemøde forklarede danskeren så, hvorfor der mandag var ekstraordinært meget kommunikation med spillerboksen.

»Bare ren frustration. Francisco spiller godt, og det stresser mig. Han satte mig under pres,« lød det fra Holger Rune.

Undervejs i det dramatiske opgør, der varede næsten fire timer, måtte den unge dansker ligeledes pludselig en tur i omklædningsrummet.

»Det var et hårdt tredje sæt, og jeg følte mig træt og svimmel lige dér. Så jeg fik nogle elektrolytter og noget energi, så jeg kunne køre på i resten af kampen,« forklarede han videre.

Holger Rune vandt mandagens drama 7-6, 3-6, 6-4, 1-6, 7-6.

Dermed er han klar til at møde sin norske ærkerival, Casper Ruud, i kvartfinalen ved grand slam-turneringen i Paris.