Holger Rune bliver bare ved. Og ved. Og ved.

Ved med at triumfere på den helt store tennisscene. Onsdag gjorde han det nemlig endnu en gang.

Efter et vanvittigt drama mod tennisikonet Novak Djokovic i kvartfinalen ved Italian Open kunne han lade sig hylde som vinder i tre sæt.

Og derfor var det da også en lykkelig dansker, der kort efter kampen stillede op til sejrsinterview på banen.

Foto: FILIPPO MONTEFORTE
Vis mere

»Det er virkelig stort og en kæmpe sejr for mig. Alle kampe mod Novak er en stor udfordring, for han er én af de største nogensinde. Jeg er enormt stolt af mig selv, og jeg nød alt derude i dag,« sagde danskeren.

20-årige Rune er nu én af blot seks spillere, der bærer rundt på en positiv statistik mod det serbiske tennisfænomen.

To gange ud af tre mulige forsøg har den danske stjerne formået at vinde over Djokovic, men på trods af den imponerende statistik forsøger Holger Rune at bevare benene solidt på jorden.

»Jeg forbliver ydmyg, for jeg har meget, jeg skal opnå. Jeg håber, at folk ser mig, som jeg er. Jeg kæmper, og jeg efterlader alt ude på banen. Ja … jeg er meget, meget stolt af mig selv,« lød det videre fra danskeren, der har set op til Djokovic hele livet:

»Jeg er kæmpe fan af Novak, og jeg ønsker ham kun det bedste.«

Holger Rune vandt onsdagens kæmpebrag i den italienske hovedstad 6-2, 4-6, 6-2.

En kamp, der i øvrigt både blev afbrudt af et regnvejr og flere skænderier med dommeren.

Det kan du læse mere om HER.