Han tog hele tennisverdenen med storm sidste år. Men siden da har de store triumfer været svære at få øje på.

Den danske tennisstjerne Holger Rune har nemlig kæmpet med at finde sit niveau, mens skaderne er væltet ned over ham i løbet af 2023.

Derfor har den 19-årige komet da heller ikke formået at slå én eneste spiller fra top-10 siden efteråret.

Og nu venter der så en ultravigtig periode på grusunderlaget, hvor han har adskillige ranglistepoint, han skal forsvare fra sidste år.

Foto: Jonathan Hui
Vis mere

Men på trods af den svære start på 2023-sæsonen mener den unge dansker ikke, at der ligger et øget pres på ham.

Tværtimod.

»Det ved jeg ikke, om du har ret i. Jeg har tre Masters 1000-turneringer forude på grusunderlaget samt French Open. Jeg lavede nul resultater i de tre Masters sidste år, så jeg tager det stille og roligt. Jeg føler ikke et pres,« siger Holger Rune til B.T.

Han erkender dog, at sæsonstarten ikke har levet op til hans egne forventninger.

Det unge stjernefrø havde nemlig sat næsen op efter meget mere – eksempelvis i januar, da han røg ud af Australian Open i fjerde runde.

»Man kan jo ikke sige, at starten på året var dårlig. Det er jo ikke dårlige spillere, jeg har tabt til. Men den har heller ikke været rigtig god. Jeg har også kun været på ATP-touren i halvandet år,« forklarer Holger Rune og tilføjer:

»Der er ret mange områder, hvor jeg ikke har fundet den helt ideelle måde for mig endnu. Preseason for eksempel. Altså, hvor og hvordan, når jeg er på farten, samt hvordan det er mest optimalt for mig at træne. Det ved man jo, når man har været på ATP-touren i ti år og mere.«

»Jeg har meget at lære endnu. Men alt i alt synes jeg, jeg gør det meget godt,« afslutter han.

Holger Rune træder en af de kommende dage ind i den prestigefyldte Masters 1000-turnering i Monte Carlo.

En turnering, som danskeren fik en 'stjernespækket' optakt til. Det kan du læse mere om HER.