Det kan godt være, at han blev slået i finalen af Daniil Medvedev.

Men spørger man Holger Rune, har han aldrig stået stærkere, inden han skulle æde sig igennem en grand slam-turnering.

Mandag ramte den kun 20-årige dansker endnu hidtil usete højde, da han rykkede frem som nummer seks i verden. En præstation, ingen dansker har formået på herresiden.

Derfor er der også meget få spillere, der bliver seedet højere end Holger Rune ved French Open.

Holger Rune med sin træner Patrick Mouratoglou i Monaco.
Holger Rune med sin træner Patrick Mouratoglou i Monaco. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Seedningsmæssigt er jeg højere end før, men der er stadig Djokovic, Alcaraz og nu Medvedev, som har vist gode takter på grus. Jeg vil ikke kalde mig selv favoritten, men jeg vil spille for at vinde,« siger Holger Rune til TV 2 Sport.

Kvalifikationen til grand slam-turneringen er allerede i gang, mens Holger Rune må vente lidt endnu, inden turneringen starter for ham.

Og det er formentlig tiltrængt efter et hårdt program, hvor allerede har spillet sig i tre finaler på grus. Først i Monte Carlo, hvor han tabte til Rublev, dernæst München, som han vandt, og så i Rom i den forgangne uge.

Der tabte han til Daniil Medvedev. Eneste store minus på forårsgruset har været ATP-turneringen i Madrid, hvor Holger Rune tabte i tredje runde mod Alejandro Davidovich Fokina.

Med andre ord har danskeren bedrevet et helt unikt forår.

»Jeg føler, at jeg ikke har stået bedre før i en grand slam, end jeg gør nu. Jeg ser mine chancer større end nogensinde før,« siger danskeren, der nåede kvartfinalen ved French Open sidste år.

I år kan han med rette drømme endnu større.