Opmærksomme tv-seere må næsten have lagt mærke til det.

For den danske tenniskomet Holger Rune var pludselig væk fra banen i næsten to minutter under onsdagens French Open-brag mod norske Casper Ruud.

Efter de to første sæt valgte danskeren nemlig at løbe ud i omklædningsrummet for at få klaret to specifikke ting.

»Jeg gik ud og skiftede tøj. Og tissede. Det var det,« lød det fra Rune på det efterfølgende pressemøde, hvor han var ekstremt skuffet.

Holger Rune på onsdagens pressemøde.
Holger Rune på onsdagens pressemøde. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Her afslørede han ligeledes, at han nåede at give sig selv en peptalk efter to mareridtssæt på det berømte grusunderlag:

»Og så sagde jeg til mig selv, at det nok var på tide at komme i gang igen, hvis jeg gerne ville have en chance i den kamp.  Jeg var nødt til at starte stærkt i tredje sæt og prøve at få brudt ham så tidligt som muligt. Og det lykkedes.«

»Men igen, det er meget at være bagud 0-2 i sæt, og jeg har endnu ikke prøvet at være bagud så meget og komme tilbage. Det er erfaring, jeg gerne vil have på et tidspunkt,« lød det videre.

På trods af peptalken nåede den 20-årige dansker dog aldrig for alvor at komme i gang med onsdagens brag, hvor han i stedet endte med at blive blæst ud af Paris med cifrene 1-6, 2-6, 6-3, 3-6.

Du kan læse B.T.s dom over danskerens præstation LIGE HER.