Holger Rune sejrer klart i åbningsopgør i Miami Open. Erfaren argentiner venter i næste runde.

Holger Rune er planmæssigt videre til tredje runde i Miami Open efter en fokuseret og rolig indsats.

Det står klart, efter at den 7.-seedede dansker natten til lørdag dansk tid slog ungarske Márton Fucsovics 6-3, 7-5 i sin første kamp i dette års udgave af ATP Masters 1000-turneringen.

Som nummer otte i verden var Rune favorit på vej ind til opgøret mod Fucsovics. Den ungarske nummer 74 i verden kan dog på dagen levere en god fight.

Danskeren spillede solidt uden for alvor at folde sig ud i en kamp, hvor det sprudlende duelspil udeblev. Rune var dog generelt ovenpå og kom igennem kampen helt uden at blive brudt i sine servepartier.

Kampen startede dog en smule blødt fra danskerens side.

I sit første serveparti kom han under pres, men overlevede en Fucsovics-breakbold.

I næste parti var Rune anderledes skarp og brød ungareren efter en række gode servereturneringer.

Første sæt tog danskeren 6-3 efter to servegennembrud.

I andet sæt tog de to spillere sig af deres egne servepartier frem til stillingen 6-5 til Rune, hvor Fucsovics skulle holde serv for at holde sig inde i kampen.

Her formåede danskeren at bide sig fast i ungarerens serveparti, og ved stillingen 30-40 havde Rune kampens første matchbold.

Her slog danskeren til med det samme.

På en ellers stærk Fucsovics-serv fik Rune bolden i spil, og da ungareren gik til nettet, lykkedes det Rune at fremprovokere en fejl med et slag ned i fødderne på sin modstander.

Dermed kunne danskeren trække sig sejrrigt ud af det første møde mellem de to.

I tredje runde venter den 31.-seedede argentiner Diego Schwartzman på 30 år, som er en særdeles erfaren spiller med blandt andet en French Open-semifinale bag sig.

Holger Rune har haft en lidt svingende start på året efter sin forrygende afslutning på 2022, hvor han slog halvdelen af top-10 på vej mod en triumf i Masters 1000-turneringen i Paris.

Australian Open sluttede i fjerde runde for Rune, og for nylig røg han ud i tredje runde i Indian Wells efter nederlag til Stan Wawrinka.

/ritzau/