Har man fulgt Holger Rune i noget tid på de sociale medier, så har man måske lagt mærke til det.

Han er nemlig én af de få, der gør det en gang imellem.

For når den danske tennisstjerne bliver bombarderet med kommentarer fra fans og kritikere på Twitter eller Instagram, kan han nogle gange ikke lade være med at svare.

Det indrømmede han, da han pludselig fik spørgsmålet på tirsdagens pressemøde efter at have spillet sig videre til anden runde ved French Open.

Holger Rune er klar til storkamp torsdag aften.
Holger Rune er klar til storkamp torsdag aften. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Når jeg har tid, så gør jeg det gerne. Der er mange fans, der støtter mig, og jeg vil gerne vise, jeg værdsætter det. For det betyder meget,« forklarede danskeren

Det er dog ikke kun fans, der henvender sig direkte til den unge komet.

Også dem, der ikke altid bryder sig om danskerens spillestil eller attitude, fylder nogle gange kommentarsporet på de sociale medier.

Noget, der i enkelte tilfælde får ham til at svare igen, hvis tonen pludselig bliver hård.

»Det er normalt i livet, at nogle kan lide dig, og at nogle ikke kan. Men alle har deres egne præferencer i forhold til de spillere, de kan lide. Det respekterer jeg,« lød det videre på pressemødet, inden Holger Rune fortsatte:

»Hvis folk er med mig, så er det fint. Jeg prøver altid at kæmpe, når jeg går på banen. Det er nu engang mere vigtigt for mig at vinde kampen end det, der sker uden for banen.«

På Twitter har Holger Rune i løbet af den seneste måned blandet sig i flere debatter om alt fra fejlkendelser over online-had til hvilke retter, han kan lave i sit køkken. Se et udpluk af kommentarerne her:

Holger Rune spillede sig tirsdag videre til anden runde i årets anden grand slam-turnering.

Dermed venter der torsdag aften et brag mod den franske legende Gaël Monfils på det berømte grusunderlag i Paris.