Skaderne er væltet ned over Holger Rune de seneste måneder.

Problemer med håndled, skulder, ankel og kramper har nemlig forsøgt at slå den danske tennisstjerne ud af kurs siden årsskiftet.

Noget, som den 19-årige dansker tog konsekvensen af i sidste uge, da han besluttede sig for at ringe til sin fysioterapeut, Yan Paquette, for derefter at få ham fløjet til USA, hvor tenniskometen senere fredag træder ind i ATP 1000-turneringen Miami Open.

Men nu fortæller Rune-lejren, at den kortvarige redningsmand faktisk allerede er taget hjem igen.

Holger Rune havde store problemer med fysikken under turneringen i Acapulco, Mexico, tidligere på måneden.
Holger Rune havde store problemer med fysikken under turneringen i Acapulco, Mexico, tidligere på måneden. Foto: HENRY ROMERO
Vis mere

»Holgers fysioterapeut er rejst hjem. Han var kun med for at arbejde fuldt igennem med kroppen, nu den reelt havde tid til at restituere. Man skal jo bruge de relativt lange pauser, der er mellem turneringerne, fornuftigt,« fortæller danskerens mor og manager, Aneke Rune, til B.T.

Hun oplyser videre, at fysioterapeuten har været tilknyttet den unge dansker siden 2022.

Og ifølge tennismoren har han flere gange udrettet mirakler.

»Han kan virkelig noget, siger holger. Han er dygtig og har i samarbejde med Holgers trænere optimeret nogle restitutionsrutiner, ligesom der er kommet nogle fysiske øvelser ind, som har erstattet nogle andre. Så det har været godt at have ham herovre,« lyder det videre.

Det var efter nederlaget til Stanislas Wawrinka ved den prestigefyldte Indian Wells-turnering, at Holger Rune ringede efter hjælp hos den italienske fysioterapeut forud for Miami Open.

Danskeren spiller fredag aften (dansk tid) mod Márton Fucsovics fra Ungarn i anden runde af turneringen.

Du kan følge opgøret live her på bt.dk fra klokken 22.