Sponsorerne står i kø for at få fingrene i Holger Rune.
Den 21-årige tennisstjerne har allerede landet store aftaler med kæmpebrands som Nike, Rolex og Babolat. Og sidstnævnte er tilsyneladende så glad for samarbejdet, at der allerede nu arbejdes på at udvide det.
For ketsjergiganten ønsker i hvert fald at forlænge den nuværende aftale med den danske komet, som ellers først står til at udløbe i slutningen af 2025.
Ifølge B.T.s oplysninger foregår der nemlig i øjeblikket forhandlinger mellem parterne om en ny aftale.

Og som B.T. forstår det, er der allerede udvist stor interesse fra begge parter i forhold til at forlænge samarbejdet. Intet er dog på plads – endnu.
Holger Rune har de seneste par år indgået store sponsoraftaler i millionklassen. Blandt andet med netop Babolat, som er et kæmpe brand inden for tennisudstyr.
Og derfor er der da også altid store pengesummer på spil, hver gang danskeren skal forhandle nye aftaler på plads.
Det samme var tilfældet sidste år, hvor B.T. kunne afsløre, at Holger Rune årligt modtager et tocifret millionbeløb fra urgiganten Rolex.
Holger Rune er dog ikke typen, der bare lader formuen stå urørt på bankkontoen.
Den danske tennisstjerne smed nemlig et stort millionbeløb på bordet for en luksusvilla med havudsigt i Roquebrune-Cap-Martin i Sydfrankrig tæt på Monaco for blot en måned siden.
Og et hurtigt kig på boligmarkedet i det sydfranske område viser, at de fleste luksusvillaer med havudsigt koster mellem 5-10 millioner euro – altså op mod 75 millioner kroner.
Holger Rune ejer i forvejen en nyrenoveret lejlighed i Nordhavn, København, samt et sommerhus i Vejby, Nordsjælland.
Danmarks bedste herrespiller befinder sig i øjeblikket i Canada, hvor han er ved at forberede sig til Masters 1000-turneringen i Montreal.
Danskeren har de seneste uger været ramt af en skade i håndleddet, der desværre tvang ham til at melde afbud til OL i Paris.