Holger Rune har alt at vinde. Både en gigantisk pose penge og værdifulde point i jagten på sin store drøm: at blive nummer et i verden.

Men samtidig kan én helt særlig ting gøre det sværere for den danske stjerne på det italienske grus i Rom, hvor han skuffede fælt i 2022.

For når Holger Rune skal i aktion senere på ugen, starter han mod en overkommelig modstander. Sandheden er bare, at den kun 20-årige aldrig har stået over for lige så stjernespækket en modstand hidtil i årets grussæson. Forventningerne til Rune er alligevel enorme – og han har ingen ranglistepoint at forsvare.

B.T. giver dig derfor overblikket over Holger Runes vej til en eventuel finale herunder:

Holger Rune nåede kun to kampe i Madrid, inden han blev sendt hjem af spanske Alejandro Davidovich Fokina.
Holger Rune nåede kun to kampe i Madrid, inden han blev sendt hjem af spanske Alejandro Davidovich Fokina. Foto: ISABEL INFANTES
Vis mere

ANDEN RUNDE

Det ville være en ENORM nedtur, hvis Holger Rune allerede bliver sendt hjem her. Modstanderen hedder Arthur Fils fra Frankrig, som ikke er en del af de 100 bedste i verden.

Med andre ord skal den danske verdenssyver gerne stryge videre fra runden, og så har han allerede sikret sig væsentligt flere point end sidste år, hvor han tabte til upåagtede Dellien i første runde. Rune har endda fået sig et godt hvil, siden han blev sendt tidligt ud af turneringen i Madrid. Derfor er det formentlig ikke friskhed, vores stjerne kommer til at mangle.

TREDJE RUNDE

Tredje runde burde også på på papiret byde på en overkommelig opgave for den danske outsider. Fejer han Arthur Fils af vejen, skal han op mod vinderen af opgøret mellem Fabio Fognini og serberen Miomir Kecmanovic. Holder seedningen, er det sidstnævnte, Rune skal slå.

På papiret væsentligt sværere modstand end i første runde, da Kecmanovic ligger nummer 37 på verdensranglisten. Ikke desto mindre er det en opgave, en mand med Holger Runes ambitioner skal løse.

FJERDE RUNDE

Her bliver den for alvor kras. Det sindssygt høje niveau i Rom viser sig allerede voldsomt i tredje runde, hvor canadiske Felix Auger-Aliassime render ind i Holger Rune, hvis de seedede spillere lever op til deres favoritværdighed.

Verdens nummer ti har dog ikke smadret igennem i 2023, som han gjorde det sidste år, hvor han vandt hele tre turneringer i efteråret og slog Holger Rune i Basel. Danskeren fik dog revanche ved Masters-turneringen i Paris, og Rune bør være en væsentligt bedre spiller på grus end Auger-Aliassime, der allerede røg ud i første runde i Madrid for få uger siden.

Holger Rune kan møde Novak Djokovic i kvartfinalen.
Holger Rune kan møde Novak Djokovic i kvartfinalen. Foto: ELVIS BARUKCIC
Vis mere

KVARTFINALE

På den anden side af nettet står højst sandsynligt den mand, Holger Rune drømmer om at være. For i kvartfinalen hedder modstanderen sandsynligvis verdens nummer et, Novak Djokovic, hvis seedningen holder.

Holger Rune skal hive en vaskeægte sensation ud af ærmet – en gladiatorkamp, der vækker genklang verden over – hvis han vil spille sig i semifinalen. Vi snakker altså en mand, der har vundet årets første grand slamturnering i Australien.

Til gengæld har serberen ikke været flyvende i sæsonens første grusturnering. Et tidligt exit i fjerde runde i Monte Carlo blev efterfulgt af en nedtur i kvartfinalen i Banja Luka mod henholdsvis Lorenzo Musetti og Dusan Lajovic – to spillere, Djokovic bør slå.

Opgaven er altså ikke umulig for den danske tennisdarling. Tidligere har han også vist, at det kan lade sig gøre at få skovlen under verdens nummer et. Det gjorde Rune i efteråret i Paris, hvor han besejrede Novak Djokovic i et episk opgør. Nu skal han potentielt gengive præstationen i den italienske arena.

SEMIFINALE

Intet opgør vil kunne slå det her.

I semifinalen kommer Holger Rune sandsynligvis til at møde ærkerivalen, Casper Ruud, medmindre nordmanden bliver overrasket af en dårligere seedet spiller.

Siden de to herrers historiske opgør ved French Open i fjor har der været ondt blod mellem de to lejre, og her venter der med garanti en eksplosiv kamp mellem de skandinaviske tenniskonger – hvis det flasker sig sådan.

Tilsvininger, brutale anklager og voldsomt anspændt stemning var en del af ingredienserne i den franske coq au vin-gryde sidste år. Nu kan der komme en lækker og stærk italiensk pappardelle-ret som efterfølger.

Der var ikke god stemning, da Casper Ruud og Holger Rune mødte hinanden ved French Oepn i fjor.
Der var ikke god stemning, da Casper Ruud og Holger Rune mødte hinanden ved French Oepn i fjor. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

FINALE

Godt 8,2 millioner kroner.

Det er, hvad der tikker ind på Holger Runes konto, hvis han trækker sig sejrrigt ud af turneringen i Rom, hvor Carlos Alcaraz efter alt at dømme venter i finalen.

Den 20-årige spanier har været flyvende i år, hvor han allerede har gaflet fire titler – blandt andet i sine to seneste turneringer, hvor han har spillet på hjemmebane på gruset i Barcelona og Madrid.

Alcaraz bliver en voldsom mundfuld for Holger Rune, der vil være klar underdog mod verdens p.t. bedste spiller på underlaget, hvis Alcaraz holder sin seedning. Omvendt sikrer vores dansker sig en plads i historiebøgerne og et hop på ranglisten, hvis han skaber mirakler i Rom.

Holger Rune ligger i skrivende stund nummer syv på verdensranglisten, og med seedningen som nummer syv træder han derfor først ind i turneringen i anden runde.