Først var han med, så var han på ferie, og så vendte han ikke tilbage.

Mystikken omkring Holger Runes mangeårige træner Lars Christensen har været enorm.

For halvanden måned siden blev det meldt ud, at Lars Christensen skulle på ferie – alt imens stjernecoachen Patrick Mouratoglou vendte tilbage til Runes team. Men ifølge TV 2 Sports tennisekspert Peter Bastiansen er den historie ikke helt korrekt.

»Jeg tror aldrig, at han har været på en ferie. Lars er ikke typen, der lægger sig og drikker nogle øl på Costa del Sol. Det er han for meget en tennisnørd til,« lyder den kontante melding.

Stjernetræneren Patrick Mouratoglou (i gul og blå polo) står her ved siden af Lars Christensen ved Australian Open. Men det er ikke meget, man har set til den danske træner den seneste tid.
Stjernetræneren Patrick Mouratoglou (i gul og blå polo) står her ved siden af Lars Christensen ved Australian Open. Men det er ikke meget, man har set til den danske træner den seneste tid. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

»Det er jo ikke en ferie, han er på. Han er sat på sidelinjen, og jeg tror, at de melder noget ud efter turneringen Paris. Man behøver ikke have en ph.d. i raketvidenskab for at regne sig frem til, at det nok ender med en eller anden form for afsked.«

Og skulle det ende med, at samarbejdet med Lars Christensen stopper, vil det være en mærkelig afsked, mener Peter Bastiansen.

»Det er udelukkende Lars og Anekes skyld, at Holger er der, hvor han er i dag. Det er ikke Mouratoglous. Men der er altid noget, der starter, og noget, der slutter, og Holger er et sted i sin karriere, hvor han skal finde ud af, hvad han skal fremadrettet,« siger han og fortsætter:

»Kan Lars lære ham mere? Kan Lars følge med i den voldsomme udvikling, Holger er i? Vil det være bedre at have en træner, som både har større international erfaring, men også grand slam- og ATP Master 1000-erfaring? Det er nok de dilemmaer, han sidder med. Men jeg må sige, at jeg da også sidder og har pivondt af Lars. Han er sat lidt på perronen og får nok ikke rigtig noget at vide før efter French Open. Det må være en frygtelig situation, han sidder i, for hele hans liv er bundet op på Holger.«

Lars Christensen har været træner for Holger Rune i det meste af sidstenævntes karriere. Her ses Rune i 2019.
Lars Christensen har været træner for Holger Rune i det meste af sidstenævntes karriere. Her ses Rune i 2019. Foto: Jean-Francois Badias
Vis mere

Derfor tror TV 2 Sports tennisekspert også på, at Lars Christensen skal bruge noget tid, inden han finder et nyt job.

»Jeg tror, han skal sunde sig lidt. Holger har været hans liv, fra Holger var otte-ti år. Han har trænet ham hver evig eneste dag i fire timer og rejst med ham rundt. Du går ikke bare ud og finder en anden eller bliver træner i en tilfældig klub. Jeg tror, der er nogle ting, han skal bearbejde, inden han kommer videre.«

»Jeg håber da, at han kan være med på sidelinjen hos Holger, for jeg mener, at han kan bidrage med rigtig mange ting, som Mouratoglou ikke kan. Lars er i ekstrem balance med sig selv og ser nogle ting, som jeg mener, at Holger har stor brug for. Men det er svært at have to trænere, der har så forskellig personlighed, som de to har.«

Men uanset hvad Lars Christensens rolle bliver fremover, tror Peter Bastiansen på, at vi har set det sidste til ham som Holger Runes træner.

»Det ligger jo lidt i kortene, at Lars kommer til at trække det korteste strå,« lyder konklusionen.