Holger Rune var knap mødt op til Masters 1000-turneringen i Shanghai, før han måtte sige farvel og tak.
Den 20-årige dansker tabte på ingen tid til verdens nummer 122, Brandon Nakashima, der klokkeklart vandt med cifrene 6-0, 6-2 i fredagens kamp.
Dagen derpå undskylder hovedpersonen for sin præstation, der cementerede den krise, han befinder sig i.
'Jeg vil finde ud af, hvad der er galt og kæmpe mig tilbage igen. Uanset hvad det kræver,' skriver tenniskometen på Instagram og fortsætter:

'Jeg er virkelig ked af at skuffe mine fans i går. Og til alle mine fans i Kina: Jeg kan ikke vente med at se jer igen og være i god form næste år.'
Men i de mange kommentarer til opslaget stikker særligt én ud.
Og den kommer fra Holger Runes far, Anders Nødskov.
'Du kommer uden tvivl tilbage snart, fordi du er bygget af noget helt specielt, som kun findes i ganske få,' skriver han.
Efter det klare nederlag til Nakashima satte Holger Runes mor og træner, Aneke Rune, ord på, hvad der gik galt for danskeren.
»Han er simpelthen så låst, nervøs og mentalt slet ikke tilstede. Synd,« skrev Aneke Rune i et svar til Ritzau.
Holger Rune skal næste gang i aktion i ATP-turneringen i Stockholm, hvor han er forsvarende mester.
Turneringen i den svenske hovedstad spilles fra 16. til 22. oktober.