CHOK! Holger Rune er ude af US Open efter et ydmygende nederlag i første runde, der får alle alarmklokker til at ringe.

Herunder får du B.T.s dom over danskerens præstation:

Det kan ikke pakkes ind. Alt var pinligt. Det her var danskerens værste grand slam-kamp i karrieren.

Amerikanske Brandon Nakashima fik Rune til at ligne en juniorspiller. Hvis det overhovedet kan gøre det. Grotesk mange fejl, en forfærdelig serv og returneringer i nettet var stort set det eneste, vi fik fra den danske tennisspiller. Et dybt chokerende niveau, og alle advarselslamper bimler og bamler lige nu.

Hvis ikke Holger Rune snart får gang i en førsteserv, der bare kan lidt, så kommer han ikke i nærheden af de bedste spillere. Det kan der ikke være to meninger om, og hvor er det bare nedslående at skrive. 

Og her må eventuelle problemer med knæet bare ikke være en undskyldning. For når man stiller op, så er man også i stand til at spille. Sådan må det være. Vi ved, at danskeren var på banen, men vi kommer alligevel lidt i tvivl, når vi ser de ydmygende cifre på 2-6, 1-6, 4-6, som han er netop er blevet sendt ud af US Open med i første runde.

Hvad er det dog, der sker, Holger? Vi har ledt forgæves efter et svar i noget, der nærmest føles som en evighed.

Danskeren er simpelthen snart nødt til at overbevise os – og resten af verden – om, at han er en markant bedre grand slam-spiller, end 2024 har vist. Ellers mister folk troen på, at hans vilde drøm om at vinde grand slam-turneringer og blive nummer ét i verden kan lade sig gøre.

Rune er nødt til at vise et langt højere bundniveau, når han møder så voldsom modgang, som tilfældet var mandag. Det kan ikke passe, at han skal svigte os noget så grusomt så ofte. Vi holder ikke til det. Der skal et stort resultat i hus. Og det skal være NU!

Hver gang, han kom i problemer, lyste vreden og frustrationerne ud af ham. Og hver gang søgte han hjælp hos sit team.

Det nytter bare ikke noget, når det er ham, der skal vinde kampene. Ham, der skal kunne overvinde de dybt frustrerende øjeblikke, han gennemgår. Det må være et krav, når man er på det niveau, som Holger Rune er på. Han kan søge nok så meget hjælp ude fra boksen, men det er ham, der skal gøre arbejdet færdigt på banen.

Vi er med på, at rigtig mange spillere kan have det svært mod en spiller af Nakashimas kaliber. Han spiller på hjemmebane, og han er inde i en kanon periode. Det kan være farligt for mange. Men det her sammenbrud viste bare så mange alarmerende tegn på modløshed hos danskeren, at vi slet ikke kan forstå det.

For at være helt ærlig, så aner vi ikke, hvad vi mere skal skrive her. For det er åbenbart det samme igen og igen med Holger Rune.

Så snart der bare er det mindste tegn på, at han endelig er på rette vej, så leverer han pludselig et nyt chok, der altid tager flere uger at komme os over. 

Danskeren havde en GYLDEN chance for at nappe livsvigtige ranglistepoint på grund af sidste års fadæse i New York. Og dermed tage et stort skridt tilbage mod verdenstoppen.

Men den har med ét fået et alvorligt hak i tennistuden. Det her efterår er bare så hamrende vigtigt for Holger Rune, og så sker det, der bare ikke må ske. Vi er i chok. Endnu en gang.