Alle nævner ham konstant, men Holger Rune vil ikke selv sige det.
For selv om hans navn de seneste dage konstant er blevet smidt i puljen, når snakken er faldet på en mulig vinder af årets French Open, så kan han ikke få sig selv til at slynge ordene ud.
På trods af en forrygende grussæson, der har budt på hele tre ATP-finaler, vil han nemlig ikke tage favoritværdigheden på sig i Paris.
Også selvom adskillige tenniskoryfæer og alverdens tennisjournalister forsøger at lægge et hårdt pres på ham.
»Jeg vil ikke sige, jeg er favorit, nej,« lyder det som det første, da B.T. spørger ham ind til emnet på et pressemøde i den franske hovedstad.
Ifølge den 20-årige danske stjerne er der nemlig som minimum to andre spillere, der står foran ham i køen, når en favoritværdighed skal uddeles.
Også selv om han for blot en uge siden har besejret den ene af dem på fornem vis.
»Novak Djokovic er stadig favorit. Han er den med mest erfaring, så det er fair nok at sige, det er ham. Og så er Carlos Alcaraz jo førsteseedet, så man kunne også godt kalde ham en favorit,« griner danskeren.
Af samme årsag ønsker han da heller ikke at komme med et succeskriterium de kommende to uger på det berømte grusunderlag i Paris.
»Det har jeg ikke sat for mig selv, nej. Det optimale ville jo være at vinde hele turneringen, men jeg har stadig nogle ting, jeg skal arbejde på. Også selv om jeg fandt noget af mit bedste tennis i Rom,« afslutter Holger Rune.
Den danske tenniskomet møder i første runde amerikanske Christopher Eubanks ved French Open.