Så snart kampen gik i gang, var de rivaler. 

Men i det øjeblik, den sluttede, var alt, som det plejede at være.

For da den danske tennisstjerne Holger Rune onsdag aften tabte til sin barndomsven Carlos Alcaraz i kvartfinalen ved Wimbledon, blev der nemlig efterfølgende udvekslet et par ord mellem de to kometer, da de sagde tak for kampen.

Og her sendte den spanske verdensstjerne en helt særlig besked til Rune, afslørede danskeren på det efterfølgende pressemøde.

Holger Rune og Carlos Alcaraz efter kampen.
Holger Rune og Carlos Alcaraz efter kampen. Sebastien Bozon/AFP/Ritzau Scanpix

»Han sagde til mig, at vi kommer til at få en masse kampe mod hinanden i fremtiden,« lød det fra den danske tennisprins.

De to stortalenter har i øvrigt kendt hinanden, siden de var 11 år.

Og derfor var det da også en kamp, der var svær at spille for dem begge, indrømmede danskeren:

»Det var en speciel følelse at spille imod Carlos. Jeg har meget respekt for ham. Både som tennisspiller og som person.«

»Det var selvfølgelig ret anderledes, men jeg synes, vi har en evne til at blive til krigere, når vi spiller mod hinanden. Og så snart kampen slutter, så er vi gode venner igen,« afsluttede Holger Rune.

Danskeren tabte onsdagens kvartfinalebrag med cifrene 6-7, 4-6, 4-6.

Du kan læse B.T.s dom over Holger Runes præstation LIGE HER.