Sorte skyer trækker sig helt bogstaveligt over det engang så majestætiske Smyllum Park i det skotske lavland. Et børnehjem som set udefra ligner en drøm at have fået lov til at vokse op og boltre sig i.
Men bag de tykke mure udspillede der sig alt andet end en drøm. Bag murene gemmer sig en grusom sandhed om et regulært helvede. Hvor lyden af børnenes stemmer ikke rungede af glæde, men skreg til himlen. Af frygt og i smerte.
Historien om det tidligere katolske børnehjem har rullet i flere år. Men nye fund i sagen gør historien endnu mere ubærlig. En massegrav for op til 400 børn. Hvis skæbne de katolske nonner end ikke fandt det værd at registrere.
»Det er hjerteskærende at opdage, at så mange børn kan have været begravet i denne umærkede grav. Efter så mange års tavshed, er det på tide, at vi får sandheden om, hvad der skete på hjemmet,« som den tidligere leder af Skotlands regering forleden udtalte til engelske Sunday Post, som sammen med BBC stod bag afsløringen af massegraven.
Det var tilbage i 1864, at den smukke prægtige ejendom blev overdraget til den katolske orden Poor Sisters of Charity - senere Daughters of Charity of St. Vincent de Paul - der gjorde Smyllum Park til et af mange hjem for børn fra fattige og brudte hjem.
Omkring århundredskiftet drev søstrene således 23 børnehjem og 24 skoler i Skotland, Irland og England.
Frem til 1981 - hvor søstrene lukkede Smyllum Park børnehjem ned - var mere end 11.000 børn inde og ude af dét, der skulle være næstekærlige arme.
»Hvis Gud er centrum af dit liv, er ord unødvendige. Alene din tilstedeværelse vil røre hjerter,« som de vise ord fra stifteren af ordenen lyder.
Men det var ikke dén virkelighed, som de tusindvis af børn oplevede.
»Én ting var at blive straffet med forskellige redskaber. Men at se et helligt, engleblidt og retfærdigt ansigt forvandle sig til et rædslens ansigt, til en kvinde med tænderne bidt sammen i had, sparkende og skrigende gå amok med sine læderstøvler, mens du tiggede om nåde. Mærkerne efter slagene går væk. Men rædslen bliver boende inden i dig,« som et anonymt offer har berettet til Theukdatabase.com, en hjemmeside for misbrugte børn. Og det er blot ét af utallige vidnesbyrd om, hvad der foregik bag Smyllum Parks tykke mure.
Selvom børnehjemmet altså lukkede tilbage i 1981, gik der - som så ofte før i den slags sager - mange år, før børnene fandt modet til at stå frem og fortælle om uhyrlighederne.
Men i takt med at skandalerne og sager om overgreb begyndte at rulle i den katolske kirke op gennem 90erne og nullerne, voksede modet hos ofre over hele verden. Også i Skotland.
Frank Docherty var en af de første, der stod frem i starten af 00'erne. Han var anbragt to år på Smyllum Park.
»Det var helvede på jord, og det efterlod os traumatiserede,« fortalte han om de tæsk, ydmygelser og psykisk terror, som nonnerne udsatte børnene for som straf.
I 2003 begyndte sagen mod Smyllum Park børnehjem at rulle for alvor, da foreløbige undersøgelser viste, at 158 ukendte børn var begravet i en massegrav på stedet.
»De blev bare smidt i den umærkede grav og glemt. De fik ingen værdighed i døden og ingen optegnelser over, hvem de var, og hvor de lå,« sagde Dochterty den gang. Og han var overbevist om, at graven rummede langt flere børnelig end det antal, som den katolske orden ved den lejlighed erkendte.
Præcis hvor længe overgrebene stod på Smyllum Park børnehjem, ved ingen. Men det antages, at det især foregik fra 1930'erne og frem.
Og skæbnerne, der overgik mange af disse børn, er tragiske.
Skotsk tv har således kunnet berette historien om den kun seksårige Sammy Carr, som døde i 1964, mens han var i nonnernes såkaldte kærlige varetægt.
På hans dødsattest stod opført ‘hjerneblødning’. Hvilket til hans søstre blev forklaret med, at blødningen var en følge af, at han havde leget med døde rotter, som havde smittet ham.
Indtil for to år siden troede de på forklaringen. Indtil flere kammerater til den lille dreng stod frem og fortalte, hvad de mente, var dødsårsagen.
»Sammy lå på gulvet. Helt krøllet sammen, mens hun (nonnen, red.) sparkede løs på hans krop og hans hoved. Hun sparkede virkelig igennem. Til sidst kastede jeg mig over hans krop, råbte, at hun skulle stoppe,« sagde vidnet David til stv.tv og fortalte videre:
»Dagen efter blev Sammy syg. Få dage efter døde han. Og i mit sind er der ingen tvivl om, at hun slog ham ihjel.«
George - som var det andet vidne - tilføjede:
»Hvis noget barn slap gennem sin tid på Smyllum Park uden at få bank, var det et mirakel. Hvert eneste barn på børnehjemmet var skrækslagen.«
»Det er helt uforeneligt med vore værdier. Vi undskylder af hele vores hjerte til de, der måtte have været udsat for overgreb, mens de var i vor varetægt,« som en talsmand for Daughters of Charity har udtalt i en pressemeddelelse.
Sammy Carr er et af de børn, der ligger i den umærkede grav. Hvornår verden får kendskab til de 399 andres skæbner, skal guderne vide.
