Moar? De stod over opvasken. Mor og datter. Hun var blevet 18 år, og havde i en tid tænkt store tanker. Nu tog hun sig sammen. ’Jeg har tænkt mig at tage til København og opsøge min far!’, sagde hun konstaterende.
Reaktionen var dog langtfra som ventet. ’Han er ikke din far’ lød det svidende svar, som skulle brænde sig ind i den unge piges krop og sjæl. Martre hende i mange år. Ligesom det havde martret hendes mor.
Moderen var én af dem, der blev kaldt ’syfilishopper’. Selv blev de - børnene - omtalt som ’drageyngel’.
Tyskerpigernes børn er flasket op med en skam, som selv nu, 75 år efter besættelsen, for manges vedkommende stadig ligger som en skamfuld tåge over deres liv.
Opret abonnement på BT PLUS - første måned er gratis - og læs hele historien om tyskerpigens datter, den 73-årige Henny Granum, som har valgt at lette tågen for at gøre op med fortidens hemmeligheder og løgne. Og hjælpe fremtidens ofre.
Moar? De stod over opvasken. Mor og datter. Hun var blevet 18 år, og havde i en tid tænkt store tanker. Nu tog hun sig sammen. ’Jeg har tænkt mig at tage til København og opsøge min far!’, sagde hun konstaterende.
Reaktionen var dog langtfra som ventet. ’Han er ikke din far’ lød det svidende svar, som skulle brænde sig ind i den unge piges krop og sjæl. Martre hende i mange år. Ligesom det havde martret hendes mor.
I en serie på fire afsnit har DR K netop prikket et tiltrængt hul på et af besættelsestidens mest betændte kapitler. Kapitlet om tyskerpigerne og deres børn. Sådan ét, som Henny Granum er.
Selvom hun er blevet 73 år, står samtalen i køkkenet i dag lige så levende for hende som den dag i 1960, hvor hun fik at vide, at hendes far ikke var en dansk sømand. Men en tysk soldat.
»Jeg fik et chok. Billederne på det, som vi havde lært i skolen om de her tyskerpiger, var det eneste, jeg så. Billeder af piger, som blev jagtet nøgne gennem gaderne og blev klippet skaldede. Nu var min mor én af dem, som samfundet så sådan på, Det var en hård besked at få,« mindes Henny Granum.
Hendes mor hed Irma og var blot én af de omkring 50.000 danske piger, som under besættelsen forelskede sig i en tysk soldat og betalte prisen. Hadet i befolkningen var kompromisløst og følelsesladet. Feltmadrasser, blev de kaldt. Tyskerludere. Syfilishopper. Betegnelser der klæbede sig fast i historiebøgerne i mange årtier efter og stigmatiserede kvinderne for livet.
Lægger låg på fortiden
Anette Warring er historiker ved Roskilde Universitet og har siden slutningen af 1980erne forsket i dét, hun opfatter som ’et meget skamfuldt kapital i danmarkshistorien, som vi har al mulig grund til at tage afstand fra og tage ved lære af’.
At kapitlet efter mere end 75 år stadig er så tabuiseret, at mange børn af tyskerpigerne og deres børn fortsat lægger låg på det, skyldes ifølge Anette Warring, at vi som land og befolkning har haft behov for at fastholde det sort-hvide billede fra besættelsestiden. Det stærkt optrukne billede af det gode og det onde.
»Da Danmark blev befriet, havde man enten stået på den rigtige side, eller på den forkerte. Og dem på den forkerte side blev ekskluderet af det nationale fællesskab. Det tjente den funktion at opbygge en erindring om et Danmark, hvor det normale havde været at yde en form for modstand. Den fortælling blev gentaget overalt, og det har været i rigtig manges interesse at opretholde den, og med den gentagelsen af, at det var skamfuldt at have stået på den forkerte side. Ikke mindst når det havde med med kønsmoral og seksualitet at gøre,« forklarer Anette Warring og understreger, at selvom tyskerpigerne var ofre for inhumane handlinger, signalerede den del af pigerne, som viste sig offentligt med en uniformeret tysk soldat, en accept af den tyske tilstedeværelse i et besat Danmark.
En sprængfarlig cocktail
»Men for langt de fleste har det været en apolitisk handling, kærlighed, flirt eller fest og ballade. Men fordi det handler om seksualitet. var det en sprængfarlig cocktail, fordi pigerne både blev opfattet som unationale og amoralske. Derfor fortielsen. Som er blevet overført til deres børn.«
Som nu Henny Granum, der tog fortielsen videre til næste generation.
Det er sen eftermiddag i en forstad til Aalborg. Udenfor det store panoramavindue tænder enkelte solstrejf op under træernes blade, understreger de smukke efterårsnuancer. Men Henny Granum har ikke blik for verden udenfor. Hun bladrer koncentreret i den tunge og fyldige a4-mappe, som ligger på sofabordet foran hende. En mappe fyldt med minder.
’Mor og far’ har hun skrevet med store svungne bogstaver på første ark. Ovenover et sort-hvidt foto af to unge mennesker, der med smil på læben og glans i øjnene kigger direkte ind i kameraet. ’Irma og Hinrich’ står der nedenunder.
Henny Granum kigger op fra mappen.
»Kærligheden kender ingen grænser,« siger hun så med ømhed i stemmen.
Det er først indenfor de seneste 20 år, at Henny Granum har forliget sig så meget med sin – og moderens fortid – at hun kan tale om det, og har fortalt om den til sine døtre.
Hun er lige kommet hjem fra et af sine mange foredrag. Denne dag i Borgerhuset i den nordjyske by Hou, en lille landsby tæt på Hals, hvor præsten under besættelsen tegnede hagekors i kirkebogen ud for de børn, der blev født af de forhadte piger. Sådan nogle som Henny Granums mor.
Mange årtier efter sidder omkring 50 seniorer intenst lyttende med i stearinlysenes skær, mens Henny Granum levende og engageret fortæller om ’tyskerpigerne’. Og om sin og moderens historie.
»Alle tyskerbørn har haft en kaotisk barndom. Det var min også.«
Det er en fortid, som hun selv har måttet stykke sammen. For lige bortset fra den dag over opvasken talte hun aldrig med sin mor om det igen. Det var en lukket og skamfuld bog. For dem begge.
Der manglede noget
At hun selv blev født 9. november 1942, fremgår af dåbsattesten. Hendes mors navn står opført. Men ingen far.
Hendes egne første minder om ikke at have en far kan hun datere tilbage til sommeren 1946, året efter krigens afslutning, hvor moderen fik arbejde som smørrebrødsjomfru i Hornbæk i Nordsjælland. Såvel Henny som hendes ældre storebror Knud flyttede med.
Det var deroppe, at hun lagde mærke til, at der manglede noget i deres hjem, noget, der hver eftermiddag blev synligt i alle de andre huse.
’Hvor er vores far henne?’ husker hun, at hun spurgte.
Svaret lød, at deres mor i 1939 var blevet gift med en skibstømrer. Men han var ikke en god mand, og derfor blev de skilt. Faderen havde insisteret på at få forældremyndighed over storebroderen Knud. Det blev forpurret.
»Jeg kunne ikke forstå, at han ville have Knud, men ikke mig. Jeg spurgte ikke hvorfor, men blev ked af, at han åbenbart ikke ville have mig,« fortæller Henny Granum.
Hun husker også, at moderen allerede dengang ofte gik lange ture i skoven og langs vandet, når tingene kogte over indeni hende. Hvorfor, spurgte den lille pige ikke om. Ligesom hun heller ikke gik dybere ind i årsagen til moderens i perioder synligt dårlige nerver.
Frygtede modstandsfolk
Især ét minde står prentet i hendes sind, et minde fra hun selv var omkring 12 år gammel.
»Det var en vinteraften, klokken var vel henved 17, for det var allerede blevet mørkt udenfor, da hun kom hjem. Hun fór ind og trak gardinerne for, låste døren og strøg ud i køkkenet for at hente en brødkniv,« fortæller Henny Granum.
Med undren spurgte hun sin mor, hvad der var galt.
’Der går to mænd nede på gaden i hvide cottoncoats, med hat og mappe under armen’ lød svaret.
»Jeg ved ikke, om jeg var naiv eller dum, men jeg spurgte ikke yderligere om, hvorfor hun var så bange. Jeg tænkte, at det måtte være pantefogeden eller en skatteopkræver, hun var bange for. Det var først, da jeg for 20-25 år siden begyndte at beskæftige mig med historien, at jeg bed mærke i, at modstandsfolk oftest havde lyse cottoncoats og hat på. Og en mappe, som der lå en pistol i,« forklarer Henny Granum, som i dag er overbevist om, at dét var, hvad hendes mor troede. At det var modstandsmænd, der kom for at hente hende.
Igen. Men det vender vi tilbage til.
Det var efter den episode, at Henny Granums mor ikke længere kunne nøjes med ture i skoven og langs vandet. Dér, at hun begyndte at spise nervepiller dagligt. Ikke at hun gik rundt i en døs, for hun var en både kærlig og omsorgsfuld mor, der passede sit arbejde, spinkede og sparede på sig selv, for at Henny og Knud kunne gå på danseskole, gøre ting, som andre børn gjorde. Dem, der havde en far. Men pilleglassene stod på hylden. Restenil, valium, stesolider.
For Henny Granums eget vedkommende gik der to år fra samtalen over opvasken, til hun besluttede at finde og opsøge sin far. Tysker eller ej.
Afvist i Tyskland
20 år gammel – og med ondt i maven af spænding – tog hun af sted i sommeren 1962. Men kom desillusioneret hjem. Selvom hendes fastre tog imod hende med åbne arme, ville han – den tyske far – ikke kendes ved hende.
»Min mor og jeg snakkede aldrig om det igen efter den dag ved køkkenvasken. Aldrig! Men jeg forsøgte heller ikke selv, for jeg gik jo også rundt og skammede mig. Og det blev ikke bedre af, at jeg kom hjem fra Tyskland og var blevet afvist på så kold en måde. At han ikke engang var mand nok..... At han ikke ville kendes ved mig,« siger Henny Granum.
Hun ryster på hovedet og sukker dybt.
»Jeg reagerede med et ’det her snakker jeg ikke om’. Og det holdt jeg i 35 år. Min mand Erik var den eneste, jeg fortalte det til.«
At bære på sin – og moderens – hemmelighed i så mange år kan umiddelbart være svært at forstå. Og så alligevel:
»Hvert eneste år den 4. maj, hvor lysene tændes i vinduerne, er vi jo blevet mindet om, hvilken modstandsnation Danmark var. I den ene bog efter den anden hyldes modstandsmændene, heltene. Som årene et gået, er gruppen af modstandsfolk bare vokset og vokset. Og så går du altså ikke bare ud og siger ’min mor var tyskerpige’.«
Ifølge historikeren Anette Warring var det ikke kun tyskerpigerne, der blev kaldt de grimmeste ting. Deres børn fik også med grovfilen.
’Jammerlige hundyr’
»Hvis man kigger i de illegale blade, var sprogbruge endnu værre. Her blev tyskerpigerne beskrevet som ’jammerlige hundyr med en rådden moral’. Og deres børn blev omtalt som ’drageyngel’, der skulle sendes til Tyskland, så de kunne vænne sig til ’livet i ormegården’. Man skrev også, at børnene kunne komme til at udgøre en femte kolonne i Danmark, fordi de kunne blive draget mod deres nazistiske ophav,« fortæller Anette Warring, som via datidens politirapporter kunne konkludere, at der ikke kun var national krænkelse, men også kønsmoralske værdier på spil, når mænd afstraffede tyskerpigerne ved at hive tøjet af dem, bemale dem med hagekors, genne dem nøgne gennem gaderne, slå og klippe håret af dem.
»De fleste afhørte fremhæver, at de fandt det provokerende, at pigerne udstillede deres seksualitet. Det var lummert, når de sad og hang om halsen på de tyske soldater. Og der var dem, der ligefrem var jaloux, fordi hun foretrak en tysk soldat fremfor danske mænd. Hun blev straffet ud fra den opfattelse, at kvinders seksualitet tilhører nationen og mændene,« siger Anette Warring og påpeger, at sidstnævnte opfattelse også gjorde sig gældende hos værnemagten.
Hvor tabuiseret og følelsesladet emnet er, mærkede Anette Warring også på egen krop før udgivelsen af sin egen bog ’Tyskerpiger’ fra 1994.
Trusselsbreve
For det var ikke kun taknemmelighed over at tilføre historien nuancer, der strømmede hende i møde. Hun modtog også trusselsbreve, fordi hun kritiserede dele af modstandsbevægelsens handlinger. Den del, der var med til at oppiske en stemning i befolkningen og i nogle tilfælde klippe tyskerpigerne. Den modstandsbevægelse, hvis fortælling i årtier har fået lov til at stå uplettet. Og som altså har bidraget til, at tusindevis af tyskerpiger måtte leve resten af deres liv stærkt traumatiserede.
»Det er meget markant, hvordan netop skammen har præget hele deres liv. Og det trak nogle utrolig lange velfærdsmæssige og psykologiske spor i rigtig mange menneskers liv.«
Sporene sad også i Henny Granums mor. Og selv var hun også med til at fastholde dem. Skammen og skylden. For selvom hun på ingen måde fordømte moderen, var hendes egne billeder af fortiden også sort-hvide lige indtil efter moderens alt for tidlige død i 1974.
Det var under tømningen af moderens lejlighed, at hun kravlede op på stigen for at kigge i de øverste rum i det store teakskab. Deroppe, i det allerbagerste hjørne, fandt hun et bundt breve.
»Jeg kunne ikke kende skriften. Men det viste sig at være 25 kærlighedsbreve fra min far til min mor. Breve fra hans familie i Tyskland. Med tegninger og fotos,« fortæller Henny Granum og bladrer sig frem i A4-mappen til dét sted, hvor brevene pænt ligger i hver sit plasticchartek.
»Det var jo meningen, at jeg skulle finde dem,« siger hun.
Selvom brevene gjorde indtryk på den 32-årige Henny Granum, var hun dog i 1974 langtfra klar til at stykke sin fortid sammen, til at samle sit eget nuancerede billede. Det mod fik hun først mere end 20 år senere.
De mange skriverier ved 50-året for Danmarks befrielse var dét, der satte tankerne i gang igen. Henny Granum vidste, at faderen var blevet 82 år, og at hans tyske kone var død. Skulle det være, skulle det være snart. Så i 1997 drog hun af sted til Tyskland for anden gang. Og blev budt velkommen. Af sin tyske halvsøster. Og sin far Hinrich.
Græd sammen
»Jeg viste ham alle brevene og billederne, og så sad vi og fældede en tåre sammen. ’Min elskede Irma,’ kaldte han hende i kærlighedsbrevene. ’Du er min lille skat, og vi skal giftes.... jeg vil aldrig glemme dig’.«
Brikkerne begyndte at samle sig. De to unge mennesker, Irma og Hinrich havde mødt hinanden i 1941 og var kærester frem til sommeren 1945.
»Han kom hjem til hende i lejligheden, klædte om til civil, og så gjorde de, hvad unge mennesker nu en gang gør, gik i byen og dansede, inviterede folk hjem på middag, gik ture, levede sammen som kærester i den udstrækning, som krigen nu engang tillod.«
Hinrich var soldat på den tyske patruljebåd ’Vorpostenboot Königsberg’, der sejlede rundt i de danske farvande. Og derfor var det kun, når skibet lå ved kaj i København, at de to unge elskende sås.
I lyset af den danske samarbejdspolitik under besættelsen så hverken Irma eller Hinrich de sorte skygger, der hang truende i kølvandet på deres kærlighed. Men i takt med at modstandsbevægelsen tog til og fik tag i befolkningen, voksede også hadet til dem, der fraterniserede med fjenden. Og under augustoprøret i 1943 fik Irma det at mærke på sin krop. Blev udsat for den hadske stemning i befolkningen. Mod ’feltmadrasserne’.
»Jeg forestiller mig, at folk har set, at der kom en soldat i uniform hos hende, og midt i den ophedede stemning med oprør, bål og brand er der nogen, der har ment, at det skulle hun bøde for. Det må jo have været frygteligt. At nogle mænd holder én og klipper én skaldet, må være noget, man aldrig får ud af hovedet igen,« kommer det stille fra Henny Granum.
’Synes du, at jeg fortjener det? For jeg elsker jo Hinrich!’, spurgte den unge Irma dengang sin søster, da et tørklæde måtte dække for dét, der engang var lange, mørke lokker.
Men kærligheden kunne de ikke klippe ud af Irma og Hinrich. Det vidner brevene om.
Henny Granum søger febrilsk i mappen. Finder dét, der er Hinrichs afskedsbrev til moderen.
Tre pragtfulde år
»Jeg tror, at hun har gået med det i sin pung. Det er helt fedtet og slidt,« siger hun og begynder at læse op af brevet, der er skrevet på næsten fejlfrit dansk, og er dateret 5. maj 1945.
’Min elskede Irma. Tak for brevet og barberklingen, som drengen har bragt mig. Det er jeg meget glad for min lille skat... nu er de sidste timer kommet, hvor vi må skilles fra hinanden, men vi to håber det bedste, at vi ses igen... Vi skal ikke kæmpe mere i Danmark. Krigen er nu forbi, Irma. Jeg er også glad for det, for du ved jo godt, at jeg aldrig har haft lyst til krig. Men nu er jeg fri for det hele skidt... Tænker på Knud og min lille datter Henny og på gensyn, min elskede Irma’.
Henny Granum nåede at få tre år med sin far Hinrich, inden han døde. ’Tre pragtfulde år’, kalder hun dem, hvor de nåede at føre mange samtaler om, hvordan han efter krigen var kommet hjem til et land i ruiner, hvordan han følte sig forpligtet til at hjælpe og forsørge familiens enker, hvordan det var svært at holde kærligheden til Irma i live via breve. Men de talte også om det smertefulde, om hans rolle som statist i en krig og om at tilhøre en nation, der spredte død og ødelæggelse.
»Det var ham magtpåliggende at fortælle mig, at han aldrig havde skudt et andet menneske, eller været med til at tage jøder til fange.«
Ryster og bæver
Et langt liv med hemmeligheder og løgne sluttede dog ikke dér for Henny Granum.
Sammen med sin tyske familie havde hun netop taget afsked med sin far. Hun og søsteren skulle overnatte i hans hus. Henkastet på skænken lå et gulnet brev. Et brev, som skulle vise sig først at have været gemt af Henny Granums faster, som år senere gav det videre til sin datter. Som så – efter Hinrichs død – gav det til sin kusine, Henny Granums tyske søster. Mere end 50 år efter at brevet begyndte sin rejse, lå det nu på skænken i faderens hjem. Og Henny fandt det.
Fundet får hende stadig til at ryste over hele kroppen, og får stemmen til at bæve.
Brevet fra 1947 var med moderens tydelige skrift på kuverten. Adresseret til fasteren, som de to elskende aftalte ved afskeden to år tidligere. Men indholdet var til Hinrich.
Først faldt der er et lille sort-hvidt foto ud. Af Henny.
’Kære Hinz og kære familie,’ begynder brevet fra Irma. Det er skrevet på lidt ubehjælpsomt tysk. Fortæller lidt om livet i Danmark, om Knud og lille Henny. ’Hvorfor hører jeg ikke fra dig’ spørger hun, og slutter med ’ein kleines küss zum dir, Hinrich’. Og nederst på sidste side: ’vergess mich nicht, lille skat’. Forglem mig ej.
»30 år efter, at min mor er død, finder jeg det brev, som hun har skrevet til ham som et sidste forsøg. Et brev, som han aldrig har fået,« siger Henny Granum med bevæget stemme.
»Hans søster har beholdt det, fordi hun vidste, at Hinrich lige var blevet gift. Og så kan jeg jo regne ud, at det har søsteren skrevet og fortalt til min mor. For i januar 1948 indleder hun en faderskabssag. Nok fordi hun ved, at nu kan hun ikke blive gift med ham, som de havde aftalt. Og derfor er det magtpåliggende for hende, at jeg skal have en juridisk far og arveret.«
’Irma og Hinrich’ står der på første ark i mappen. ’Mor og far’.
»Når nu jeg ikke har oplevet dem sammen, måtte jeg have dem sådan her,« smiler hun og ved, at de to unge mennesker på billedet elskede hinanden.
»Selvom hun ikke fortalte ret meget, lagde min mor ikke skjul på, at det var hendes livs kærlighed. Og den fik hun ikke, så hun giftede sig aldrig igen.«
Skammen er væk
I 1951 blev hans navn indført i kirkebogen, og det står sort på hvidt på Henny Granums nyeste dåbsattest fra 2002. Skammen over at være et tyskerbarn har for længst forladt hende. Men den sad der længe. Alt for længe. Og hun har selv haft hemmeligheder og brugt løgne, lagt et hermetisk lukket låg over fortidens synd.
»Jeg løj jo også som barn. Dengang, hvor min mor sagde, at min far var sømand, og at de var blevet skilt, var det da ikke noget, som jeg ville sige til børnene på vejen. Jeg fortalte dem, at han var sømand, og ikke var hjemme så tit. Jeg kunne ikke sige, at min mor var skilt, og at jeg ingen far havde. Jeg holdt fast i løgnen, for alle de andre havde en mor og en far.«
Løgnene blev fastholdt, da hun selv oplevede kærligheden og blev mor. Hverken svigerforældre eller døtre kendte til hendes fortid, havde ingen idé om, at hun var tyskerbarn. Det fortalte hun først, da døtrene havde samme alder, som hun selv havde, den dag over opvasken i 1960, hvor hun fik at vide, at hendes far var en tysk marinesoldat.
»Jeg kunne ikke fortælle det før,« forklarer Henny Granum ærgerligt om fortielsen overfor døtrene. Og smiler så.
’Gud hvor er han lækker’
»Da jeg viste dem de her billeder, var deres eneste kommentar ’gud, hvor er han lækker’.«
De nye generationer er med til at gøre det sort-hvide billede af ’tyskertøserne’ mere nuanceret. Mere tolerant.
Men som aktiv gennem 20 år i foreningen Danske Krigsbørn ved Henny Granum, at skylden og skammen lever videre derude.
»Der er da en grund til, at det den dag i dag er fortroligt at være medlem af vores forening. For det var ikke kun mig, der lagde låg på. Mange gør det stadig. Og det er derfor, at jeg er så aktiv i dag. At jeg prøver at være med til at give et mere nuanceret billede end det sor hvide. Prøver at give videre, at det har givet mig fred i sjælen at være åben om det.«
Og Henny Granum gør i dag mere end det. Hun kæmper også for nutidens og fremtidens krigsbørn. For afkommet efter de danske Nato- og FN-soldater, som bliver sendt ud i verden og efterlader et blivende spor. De børn, og deres mødre, skal have rettigheder. De skal ikke bare sejle deres egen sø. En sø af fordømmelse. Og skam.
»De første mange år var det terapeutisk for mig at være åben om min egen baggrund og hjælpe andre til at blive det. Nu er det næsten blevet helt politisk. Nu er min motivation, at historien ikke skal gentage sig.«
Dokumentarserien ’Min mor var tyskertøs’ kan ses på dr.dk frem til midten af november.
Vil du vide mere om emnet, kan du søge på www.krigsboern.dk
