Engang var Giza-pyramiderne beklædt med et hvidt, skinnende lag kalksten. Siden middelalderen har konger "skrællet" pyramidernes yderste lag af og genbrugt det.
De tre 4500 år gamle, næsten 150 meter høje Giza-pyramider i Egypten går med deres sandfarvede, ru overflader i ét med ørkenen på den ene side og det moderne Kairos brunlige nuancer på den anden.
Men spoles tiden tusinder af år tilbage til pyramidernes spæde år, var de ikke camouflerede af omgivelserne. Tværtimod. Dengang sørgede et ydre lag af hvid kalksten for, at pyramiderne skinnede om kap med solen.
Men hvad er egentlig forklaringen bag de afskrællede pyramider?
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om hvordan den historiske forklaring bag genbrug af sten og byggematerialer hænger sammen. Mange af de historiske bygninger vi kender i dag, har set helt anderledes ud. Her kan du læse om hvordan og hvorfor ...
Engang var Giza-pyramiderne beklædt med et hvidt, skinnende lag kalksten. Siden middelalderen har konger "skrællet" pyramidernes yderste lag af og genbrugt det.
De tre 4500 år gamle, næsten 150 meter høje Giza-pyramider i Egypten går med deres sandfarvede, ru overflader i ét med ørkenen på den ene side og det moderne Kairos brunlige nuancer på den anden.
Men spoles tiden tusinder af år tilbage til pyramidernes spæde år, var de ikke camouflerede af omgivelserne. Tværtimod. Dengang sørgede et ydre lag af hvid kalksten for, at pyramiderne skinnede om kap med solen.
De eneste rester af det yderste lag findes i dag på toppen af Khefren-pyramiden. Resten af de kridhvide sten er med tiden blevet pillet af og brugt til at bygge byer og borge, forklarer to egyptologer til Videnskab.dk.
»De yderste pyramidesten var nemme at genbruge i senere perioder, for de stod nærmest fremme til brug. Stenene var nemt tilgængelige, og så slap senere konger og privatpersoner for at udhugge nye sten fra andre stenbrud,« siger Sofie Schiødt, som er ekstern lektor i egyptologi på Københavns Universitet.
Oprindeligt kom de hvide kalksten fra området Toura på den anden side af Nilen og blev sejlet over den store flod, inden de endte som pyramidernes skinnende yderskal.
»De yderste Toura-kalksten var kendt for deres pæne, finkornede, nærmest skinnende overflade. Derfor blev de brugt som pyramidernes yderste lag. De blev fint skåret til i forhold til hinanden. Toura-kalkstenene afsluttede ligesom pyramideprojektet og gjorde det pænt at se på,« siger Sofie Schiødt.
Pyramiderne har formentlig fået lov til at stå nogenlunde intakte, indtil Alexander Den Store erobrede Egypten i 332 f.Kr., og grækerne efterfølgende overtog magten, fortæller ph.d.-studerende Rune Olsen, der ligeledes forsker i oldtidens Egypten ved Københavns Universitet.
»Vi skal dog sandsynligvis helt op til middelalderen, hvor Saladin kom til Egypten og begyndte at bygge borge, byer og forter op, før man brugte pyramiderne som "stenbrud",« siger han og fortsætter:
»Det oprindelig Citadel i Kairo, som Muhammed Ali-moskéen fra 1800-tallet i dag står på, skulle efter sigende være bygget af mange stenblokke fra de yderste stenlag fra Kheops- og Khefron-pyramiderne.«
Selvom det hvide kalklag på pyramiderne stadig havde været intakt, havde synet af dem ikke været nær så blændende i dag.
»4500 års erosion og sandstorme, men især forurening fra de seneste godt 100 års moderne industri og trafik i Kairo ville have farvet de hvide sten mere sandfarvede. Dette er tydeligt, hvis man ser på toppen af Khefrens pyramide, hvor den øverste del af det yderste lag stadig eksisterer,« siger Rune Olsen.
