I 1967 opfangede britiske astronomer et besynderligt og fuldstændig regelmæssigt radiosignal fra det ydre rum. Signalet fik hurtigt tilnavnet små grønne mænd.

Forestil dig, at du er astronom. Du sidder og kigger på data fra et radioteleskop, og så får du øje på noget mystisk. Et tydeligt og taktfast signal, der kommer fra et bestemt sted på himlen. Et signal, som ingen nogensinde har set magen til, og som ikke kan forklares.

Det skete for den 24-årige, britiske ph.d.-studerende Jocelyn Bell for 50 år siden. Hun analyserede data fra et nyt radioteleskop, da hun fandt det uventede signal. I mangel af bedre blev signalet omtalt som LGM - Little Green Men. Små grønne mænd på dansk.

- Vi kunne ikke udelukke muligheden for, at signalet var fra en intelligent civilisation i universet, deraf det lidt uheldige kælenavn "små grønne mænd", som Jocelyn Bell senere skrev i sin ph.d.-afhandling.

Radioteleskopet, der stod klar i sommeren 1967, var designet af Cambridge-astronomen Antony Hewish, og han bad sin ph.d.-studerende Jocelyn Bell om at aflæse målinger. Hun bemærkede hurtigt noget usædvanligt, der så ud som et blinkende radiosignal, der kom fra et bestemt sted på himlen.

Radioastronomerne på Cambridge University begyndte at kalde signalets kilde for "the LGM star". For som Jocelyn Bell senere sagde:

- Det ligger altid i baghovedet på radioastronomer, at de kan falde over signaler fra andre civilisationer.

Det var dog først den 28. november 1967, efter at teleskopet var blevet opgraderet, at signalet viste sig tydeligt. Kortvarige radiopulser blev udsendt med helt jævne mellemrum på 1,3 sekund, og de kom fra et objekt, der måtte være meget mindre end en stjerne.

Noget lignende var aldrig set før. Astronomerne stod på bar bund, og de måtte seriøst overveje, om der kunne være tale om en besked fra en fremmed civilisation.

- Vores første tanke var, at andre intelligente væsner prøvede at få kontakt med os, skrev gruppens leder Martin Ryle senere.

De begyndte at overveje, hvordan - og om - de skulle fortælle omverdenen om signalet. Men den 21. december 1967 fandt Jocelyn Bell endnu et signal, der mindede om det første. Kort efter dukkede to andre op.

Nu blev tankerne om små grønne mænd opgivet, og i januar 1968 fandt Antony Hewish en forklaring. Der måtte være tale om radiobølger fra de ekstremt kompakte rester af en udbrændt stjerne, en såkaldt neutronstjerne.

- Opdagelsen startede et helt nyt forskningsområde. Der var nogle fantastisk spændende fysiske systemer, der var blevet fundet, fortæller Jes Madsen, der er professor i teoretisk astrofysik og prodekan for Science and Technology på Aarhus Universitet.

- Det var ikke små grønne mænd, men i virkeligheden små, roterende stjerner, der vejer en til to gange så meget som Solen, men som kun har en udstrækning på 10-20 km, siger han.

Mens en neutronstjerne kredser om sig selv, udsender den radiobølger eller andre former for elektromagnetisk stråling, omtrent som et fyrtårn udsender lys. En roterende neutronstjerne, der med jævne mellemrum sender stråling i retning af Jorden, kaldes en pulsar.

Nu er der fundet mere end 2500 pulsarer. Til gengæld må vi vente lidt endnu med at høre nyt fra andre civilisationer.