42 år gammel blev BT-redaktør Carl Henrik Clemmensen brutalt likvideret af danske nazister under Anden Verdenskrig
Fem skud ramte ham i maveregionen. To i venstre kind. Men det var det ottende, der var dødeligt, dét skud, der gik ind i venstre tinding, borede sig vej gennem storhjernen, lillehjernen og ud igen i højre nakkeregion. Med dét skud var BT-redaktør Carl Henrik Clemmensen død. Henrettet på en mark ud for Lundtofte flyveplads nord for København, og efterladt i vejkanten med otte kugler i kroppen, der alle var affyret på tæt hold og stort set samtidig. Mens han stod op. Det var i tusmørket den 30. august 1943 ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele beretningen om BT-redaktøren, der tillod sig at spytte på en nazist, og derefter blev brutalt likvideret af danske nazister under Anden Verdenskrig. Carl Henrik Clemmensens barnebarn, skuespiller og instruktør Søren Fauli har blandt andet lavet dokumentarfilmen ’Min morfars morder’.
Læs meget mere om hvordan Søren Fauli og familien mærkede det på egen krop og sind ...
42 år gammel blev BT-redaktør Carl Henrik Clemmensen brutalt likvideret af danske nazister under Anden Verdenskrig
Fem skud ramte ham i maveregionen. To i venstre kind. Men det var det ottende, der var dødeligt, dét skud, der gik ind i venstre tinding, borede sig vej gennem storhjernen, lillehjernen og ud igen i højre nakkeregion. Med dét skud var BT-redaktør Carl Henrik Clemmensen død. Henrettet på en mark ud for Lundtofte flyveplads nord for København, og efterladt i vejkanten med otte kugler i kroppen, der alle var affyret på tæt hold og stort set samtidig. Mens han stod op. Det var i tusmørket den 30. august 1943.
»Kun 42 år gammel er redaktør Carl Henrik Clemmensen pludselig død. Han blev revet bort midt i et nyt journalistisk comeback,« stod der i avisen to dage senere. Ikke ét ord om den hensynløse likvidering. BT var underlagt nazisternes censur, ligesom landets øvrige medier var det. Og i august 1943, hvor regeringen trådte tilbage, overtog tyskerne helt kontrollen over alt, hvad der blev bragt i spalterne. Således også BTs mindeord over bladets redaktør Carl Henrik Clemmensen og hans ’pludselige død’.
Men det var et brutalt mord og ét, som har efterladt blodige spor i historien helt frem til nutiden. Men det var også et mord, der satte varige og smertefulde spor i Clemmensens familie i generationer, blev et betændt sår, der bare ikke ville hele.
Dét mærkede Clemmensens barnebarn, skuespiller og instruktør Søren Fauli, på egen krop. Mordet lå som en blodrød og faretruende sky over familien, kastede sin skygge over moderen Mona Clemmensens liv. Og dermed også over hendes to børn Søren og Grits.
Artiklen fortsætter under billedet
Dét var derfor, at Søren Fauli i 2004 forsøgte at hele familiens betændte sår med dokumentarfilmen ’Min morfars morder’.
»Jeg lavede den, fordi jeg synes, at det var vigtigt at bearbejde det, at den bedste måde var at tale om det. Og det virkede også en smule. Men dybest set ville min mor Mona - ligesom Søren Kam - bare helst glemme det. Komme overens med, at sådan var det,« siger Søren Fauli.
Symbolet på ondskaben
Den danske nazist Søren Kam var den ene af de tre mænd, der i tusmørket den 30. august 1943 koldblodigt pløkkede Mona Clemmensens far ned. Søren Kam flygtede fra Danmark efter krigen, forsvandt tilsyneladende fra jordens overflade. Og da han i 70erne dukkede op til overfladen igen i den lille idylliske by Kempten i det sydlige Tyskland, brød hun sammen. For Mona Clemmensen var han selve symbolet på ondskaben i hendes liv.
»Jeg vil gerne have, at du ikke bruger navnet. Jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg bliver syg.«
Ordene kommer fra Mona Clemmensen i dokumentarfilmen.
Hun sidder ved et hyggeligt køkkenbord med kaffekopper og hjemmebag. Overlæben vibrerer, øjnene sitrer. Hun kæmper en åbenlys kamp for at bevare en slags fatning foran det rullende kamera og sønnen, som fortæller om sin plan med at opsøge Søren Kam, manden, hvis sorte skygge har forpestet hendes liv. Nu er skyggen trængt ind i hendes køkken.
»Hele vores barndom var præget af de der eksplosive, voldsomme sammenbrud. Det var noget, vi ikke måtte røre ved,« siger Søren Fauli til sin mor. Prøver at forklare, hvorfor han er nødt til at lave sin film, 60 år efter at hans morfar blev skudt.
Mona Clemmensen var kun 13 år gammel, da hun mistede sin far, Carl Henrik Clemmensen.
Forældrene var skilt, og Mona boede hos moderen Karen Clemmensen, men så sin far stort set dagligt.
Strejker og optøjer
Det var en urolig tid i det besatte Danmark. Den hårdt pressede befolkning havde fået nok, og strejker og civile optøjer var i august ’43 blevet hverdagskost. Den lune sommerluft over Danmark slog gnister af gnidninger mellem de besatte og besætterne. Lunten var kort.
At Carl Henrik Clemmensen foragtede nazisterne, lagde han ikke skjul på. Frem til 1936 var han chefredaktør på BT, men udlængslen blev for stor, og han søgte ud i verden som korrespondent. Og verdens brændpunkt var Berlin, hvor han med egne øjne så og oplevede Hitler og nazismens skræmmende fremgang, bekymringer han delte med sin læserskare. Mellem linjerne vel at mærke.
Men da først krigen brød ud, skærpedes også censuren, og i 1941 blev Carl Henrik Clemmensen udvist af landet.
Artiklen fortsætter under billedet
Det var på dét tidspunkt, at han vendte tilbage til BT, hvor han fik sin egen artikelserie.
Selvom det var begrænset, hvad han kunne skrive om nazisterne i avisens spalter, var han blevet en mester udi at skrive lige til kanten. Privat luftede han gerne sin foragt i det rette selskab.
Men den 29. august var han - som de fleste andre i landet - stærkt påvirket af, at den tyske øverstkommanderende havde erklæret landet i militær undtagelsestilstand som følge af oprøret i befolkningen.
Så da Carl Henrik Clemmensen sammen med sin unge hustru Elsebet om formiddagen tilfældigt mødte Povl Nordahl-Petersen ved Østerport Station i København, slog det klik.
De to var tidligere kolleger på BT. Men Nordahl-Petersen havde skiftet side, og var blevet chefredaktør for den nazistiske avis Fædrelandet.
Det kom til en heftig meningsudveksling mellem de to, og, ifølge bogen ’Dansk dødspatrulje’ af Erik Høgh-Sørensen, en velanbragt spytklat i ansigtet på Nordahl-Petersen, nazisternes håndlanger.
’Landsforræder’, råbte en ophidset Carl Henrik Clemmensen.
Selvom hans kone Elsebet senere på dagen fik ham overtalt til at give Povl Nordahl-Petersen en undskyldning, var skaden sket. For i den elektrificerede stemning havde sidstnævnte med lynets hast fået udbredt kendskabet til skænderiet i de nationalsocialistiske kredse og tændt op under den dødspatrulje, der den efterfølgende dag troppede op hjemme hos Clemmensen.
Men først tilbage til den 29. august 1943.
Undtagelsestilstanden gjorde Mona Clemmensens mor så urolig, at hun og datteren cyklede ud til Monas far i Klampenborg i håbet om, at han vidste mere og dermed kunne berolige dem.
De mødte Carl Henrik Clemmensen og Elsebet på vejen. Parret havde netop været hjemme hos Nordahl-Petersen for at overbringe undskyldningen personligt. Nu stimlede de tre voksne sammen med alvoren malet i deres ansigter, mens 13-årige Mona blev sendt ind i lejligheden for at se efter halvbroderen Peter, som endnu kun var en baby på tre måneder.
Den endelige afsked
Kort efter cyklede de hjem igen. Mona Clemmensen tog - hvad der skulle vise sig at være den endelige - afsked med sin far.
»Vi vinkede farvel, og det var sidste gang, jeg så min far. Selv sådan et øjeblik fjantede han. På bordet lå et spil kort, og han tog ét. Det var spar es. Og så sagde han: ’Det betyder pludselig død,’ har Mona Clemmensen fortalt i et interview med Kristeligt Dagblad.
Den pludselige død, som faderen havde joket med, kom allerede dagen efter, hvor en massiv banken på døren til lejligheden i Klampenborg fik Carl Henrik Clemmensen og hans kone til at studse. Klokken var omkring 21.
Med sønnen Peter på armen gik Elsebet ud for at lukke op.
»Deutsche Polizei,« sagde de to bryske mænd på gebrokkent tysk. De var kommet for at hente Carl Henrik Clemmensen.
Elsebet Clemmensens bønner om nåde havde ingen effekt på de to mænd. Et puf sendte hende i gulvet. Med spædbarnet på armen.
Få øjeblikke senere gik hendes mand ud ad døren og vendte aldrig tilbage.
Han blev sat på bagsædet af den ventende grå Opel, placeret i midten, flankeret af to mænd, mens en tredje sad på passagersædet.
Først gik turen til den ene af mændenes sommerhus i nærheden. Målet var - hed det senere - at afhøre Clemmensen, presse oplysninger og navne ud af ham om modstandsbevægelsen.
Resultatet var ikke imponerende. I hvert fald ikke imponerende nok, forklarede de sidenhen. Der skulle skrappere midler til, og det var derfor, at de kørte ud ad Lundtoftevej nord for Lyngby, hvor der tæt på lufthavnen lå en øde mark.
Mørket var ved at sænke sig, da Carl Henrik Clemmensen blev gennet ud af bilen. En samtale tog sin begyndelse. Først roligt og afdæmpet, så mere og mere højrøstet og voldsom. Og så rungede luften af skud. Otte styk. Derefter hvinende bildæk. Og så stilhed.
Det var en tilfældig cyklist, der tidligt næste morgen gjorde fundet, og ved første øjekast så det måske næsten fredfyldt ud, som den døde mand lå med hænderne foldet indover maven.
Men ved nærmere eftersyn blev billedet grusomt: Skudhullerne, der havde gennemboret hans hoved og overkrop. Blodet, der havde samlet sig ved hans højre side, rødbrunt og delvis størknet. Tirsdag den 31. august klokken 6.02 blev politiet alarmeret, og identificerede hurtigt liget af den kendte journalist og BT-redaktør Carl Henrik Clemmensen.
»1. Gennem venstre tindinge-, storhjerne, lillehjerne- til højre nakkeregion. 2. Gennem venstre kind, svælg og halshvirvelsøjlen til højre side af kraniets underflade. 3. Gennem venstre kind, tungen og halsmuskler til højre side af halsen. 4. Gennem bugvæg, lever og lunge til ryggen. 5. Gennem bugvæg, tyktarmkrøs og ryggen. 6. Gennem bugvæg, lever og ryggen. 7. Gennem bugvæg, mavesæk og ryggen. 8. Gennem bugvæg, venstre nyre og ryggen.«
Sådan stod de otte kuglers vej gennem Carl Henrik Clemmensens krop beskrevet. Og tilføjet stod der i obduktionsrapporten:
»Samtlige skudkanaler er affyret i retning forfra fra venstre bagud mod højre. De er beliggende fra 110 cm til 155 cm over fodsålerne og ligger i næsten vandret retning,« fremgik det af rapporten, som konkluderede, at »flere af skuddene er affyret på tæt hold, og alle skuddene er affyret så godt som samtidig, medens afdøde har været i opret stilling.«
Selvom det danske politi under besættelsen var ganske amputerede, lykkedes det en ihærdig overbetjent fra Lyngby at samle flere af brikkerne i det betændte puslespil om, hvem der havde myrdet redaktør Clemmensen.
Frifundet i Berlin
SS-Untersturmführer Søren Kam, stod der på den ene brik. Waffen SS-vennerne Flemming Helweg-Larsen og Jørgen Valdemar Bitsch på de to øvrige.
Overbetjenten sendte sin rapport videre til rigsfuldbemægtigede dr. Werner Best, som overdrog sagen til en SS-domstol i Berlin, hvor dog kun de to førstnævnte sad på anklagebænken.
Men de to SS’ere havde intet at frygte, de var blandt venner.
»Den danske journalist var fordægtig og en fjende af Europas kamp, og det var en logisk soldaterhandling at bryde hans modstand med våben,« lød det i dommen, der pure frikendte begge.
Og dermed blev de første blodige spor sat i sagens lange og ofte bizarre rejse op gennem historien.
Kort efter krigens ophør blev Flemming Helweg-Larsen fanget og dømt til døden. Det var ikke meningen, skrev han, mens han ventede på at blive henrettet, at Carl Henrik Clemmensen skulle myrdes. Planen var at give ham »en dragt prygl, dels på grund af hans udtalelser mod den anden, og dels for at det senere kunne virke som skræk og advarsel for andre.«
Også Jørgen Valdemar Bitsch blev anholdt og interneret i Frøslevlejren i Sønderjylland. Men det lykkedes ham at flygte. Hvortil ved ingen, ligesom det er uvist, om den i så fald 94-årige Bitsch kan være i live i dag. Uden nogensinde at være blevet retsforfulgt.
Det er dog kampen om Søren Kam, der har trukket de længste spor. Nazisten, der har ændret forklaring gang på gang, nazisten, der aldrig har vedkendt sig sin skyld, nazisten, der aldrig er blevet stillet for en domstol for mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen.
Chokolade med til Søren Kam
23. marts 2015 døde han. Og dermed familiens Clemmensens håb om, at retfærdigheden en dag ville ske fyldest.
I ’Min morfars morder’ ringer Clemmensens barnebarn en vinterdag i 2004 på hans dør i Kempten. »Jeg vil ikke gøre dem noget ondt, hr. Kam,« kalder Søren Fauli gennem den hermetisk lukkede dør.
Han gør et forsøg mere. Denne gang med en æske chokolade gennem brevsprækken.
Dagen efter åbner en 82-årig hvidhåret mand døren, holder teatralsk den ene hånd på sit hjerte.
»Jeg kan ikke tale. Jeg har haft et forfærdeligt hjertetilfælde for 14 dage siden. Men tak for chokoladen, min ven,« siger Søren Faulis morfars morder. Og fortsætter så:
»Så vil jeg bare sige dig, at du må modtage min undskyldning for dét, jeg var med til. Kan du gøre det?«
»Ja, selvfølgelig,« siger barnebarnet.
»Og at din familie og du må tilgive mig for det, ikke?«
Barnebarnet tilgav. Men Mona Clemmensen gjorde det aldrig.
»Måske føler du dig i dag fri af skyggerne fra din barndom, men det kryber i mig af uheldsvanger panik, når jeg ser min søn ydmyge sig i affabel høflighed foran hans dør,« skrev hun i et brev til sin søn og fortsatte:
»Kvalmen trykker sig mod min strube ved at se ham lyslevende og velkonserveret stå dér med disse besynderligt klare øjne, som er næsten uden naturligt blik og derfor sværere at aflæse.
’Undskyld’ siger han, som havde han trådt en dame over tæerne i bussen. Men hans gerninger kalder ikke på et undskyld.
I et andet og ærligt hjerte kunne en bøn om tilgivelse fødes. Og den kan forresten kun Gud give ham.
Søren, nu har du truffet ham og faktisk modtaget hans malplacerede undskyld. Du giver ikke min uforsonlighed videre til mine børnebørn. Det er jeg taknemmelig for. Og så er ringen sluttet.«
Den 5. marts 2016 døde Søren Faulis mor, Carl Henrik Clemmensens datter. Uden at se sin fars morder stillet til ansvar.
»Han skulle selvfølgelig have været stillet for en dommer. Men det nåede han ikke,« siger Søren Fauli uden bitterhed.
»Som menneske var min mor formet af dét, der skete. Ligesom hun var det af så mange andre ting i sit liv. Men jeg føler, at hun døde med ro i sjælen over det kapitel.«
