En myrdet bror, en borgmester ude af kontrol og en bitter prins er ingredienserne i tre af de helt store B.T.-historier
Per Arboe blev den første B.T.-journalist, der blev hædret med den fornemme journalistiske udmærkelse Cavling-prisen. Det skete på en både tragisk og dramatisk baggrund. Per Arboes lillebror, Jørgen Arboe, som var modstandsmand i Roskilde og journalistelev på Roskilde Dagblad, blev fanget og henrettet af det tyske Gestapo i februar 1945 – altså få måneder før befrielsen den 4. maj.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om tre af de allerstørste BT-historier nogensinde ...
En myrdet bror, en borgmester ude af kontrol og en bitter prins er ingredienserne i tre af de helt store B.T.-historier
Per Arboe blev den første B.T.-journalist, der blev hædret med den fornemme journalistiske udmærkelse Cavling-prisen. Det skete på en både tragisk og dramatisk baggrund. Per Arboes lillebror, Jørgen Arboe, som var modstandsmand i Roskilde og journalistelev på Roskilde Dagblad, blev fanget og henrettet af det tyske Gestapo i februar 1945 – altså få måneder før befrielsen den 4. maj.
»Min bror blev lokket i en fælde af en stikker, som sagde, han skulle komme til et illegalt møde på Restaurant Brønnum på Kongens Nytorv i København. Men det var ikke kammerater fra modstandsbevægelsen, der ventede på ham. I stedet ventede hans bødler. Da Jørgen kom, lagde stikkeren sin arm om min brors skulder. Derpå trådte han hurtigt nogle skridt til side, og en flok Gestapo-folk, der stod på lur, skød min bror ned bagfra. Han døde få timer senere, 19 år gammel, i et badekar, hvor tyskerne havde lagt ham, da han blødte voldsomt,« fortæller Per Arboe-Rasmussen.
Stikkeren tilstod senere i retten, at han havde solgt Jørgen Arboe til Gestapo for ussel mammon – 100 kroner. Han blev dømt til henrettelse.
»Jeg overværede selv retssagen mod min brors mordere. I retten havde jeg øjenkontakt med flere af de Gestapo-håndlangere, som foruden drabet på min bror havde andre mord og likvideringer på samvittigheden. Deres ansigter og kolde øjne glemmer jeg aldrig. De fik alle livsvarige fængselsstraffe og én som nævnt dødsdom.
Artiklen fortsætter under billedet
Men så en dag, da jeg går tur på Strøget i København, genser jeg pludselig et af disse ansigter fra retsopgøret. Manden, der kom gående imod mig på gaden, ubevogtet og på fri fod, var en af de dømte landsforrædere og krigsforbrydere. En af de mænd, som var med til at likvidere min lillebror. En farlig mand, som burde sidde bag tremmer og ikke være fri allerede.«
Det var i begyndelsen af 1953, og manden var blevet idømt livsvarigt fængsel (normalt betyder det mindst 16 års fængsel). Rystet over mødet med morderen begyndte Per Arboe at grave i sagen og opdagede, at der i al hemmelighed var sket flere benådninger af stikkere og landsforrædere. Og lillejuleaften 1953 kunne Per Arboe rydde B.T.s forside med den chokerende overskrift: ’Fire af besættelsestidens farligste danske forbrydere er blevet benådet’.
Afsløringerne skabte stor debat i Folketinget, hvor nogle politikere dog kaldte det en indiskretion af B.T. at afsløre benådningerne. Mens dagbladet Information skrev: ’Er der retfærdighed til, giver man journalist Per Arboe-Rasmussen på B.T. årets Cavlingpris i stedet for at prøve at ærekrænke ham fra Folketingets talerstol’.
Og Per Arboe-Rasmussen fik som fortjent sin pris i 1953. Per Arboe arbejdede for B.T. hele sit liv.
I 2002 afslørede journalisterne Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen Danmarkshistoriens største kommunale skandale. Borgmester Peter Brixtoftes magtmisbrug og mange ulovligheder i Farum Kommune. Indtil de to journalister slog til med deres afsløringer i B.T., var det i årevis lykkedes Peter Brixtofte at undertrykke sandheden om sin embedsførelse og holde pressefolk på afstand af de betændte sager i kommunen. Deres afsløringer prydede B.T.s forside over flere måneder. Og første dag var en sand kioskbasker med overskriften: ’Brixtofte sviner med skatteydernes penge: Drak for 150.000 kr. på et døgn’. Det var en historie, der gav flot ekstra oplag, idet den jo ramte mange målgrupper. Først og fremmest politiske venner og fjender, men sandelig også Farums stakkels skatteydere – og endelig de vinglade i Whiskybæltet, som nysgerrigt ville læse om, hvad det var for nogle vine, man drak i Farum. Og det fik de sandelig svar på, for det var bl.a. vine fra slottet Chateau Petrus til 8.750 kr. pr. flaske.
De to journalister havde arbejdet med at dokumentere afsløringerne om Peter Brixtofte i over et halvt år, inden B.T.s chefredaktør Kristian Lund gav grønt lys til at trykke det chokerende indblik i bykongens magtmisbrug og utrolige svineri med borgernes skattekroner. Sammen med de to journalister havde Kristian Lund, der kom til B.T. fra Børsens Nyhedsmagasin, nærmest bedøvet sig selv i økonomiske og juridiske begreber, og i første omgang mente de, at historien skulle hedde ’Brixtofte anklages for mandatsvig’. Men da hverken undertegnede, Bjørn Westergaard, eller ret mange af læserne formentlig ved, hvad ordet mandatsvig dækker over, foreslog jeg, der på det tidspunkt stod for redigering af B.T.s forside, i stedet den mere kontante tabloid-rubrik om de vanvittige druk-regninger. Et valg, der ifølge Kristian Lund var helt afgørende for, at B.T. fra første dag fik hele Danmark fanget af skandalen i Farum, der ellers var udråbt til landets mønsterkommune. Tv og samtlige dagblade prøvede forgæves at lægge sig i kølvandet på B.T.s perlerække af saftige afsløringer.
I sin hyldesttale til Cavling-vinderne sagde en stolt Kristian Lund bl.a.: »På B.T. er vi godt nok stolte over, at Cavling-prisen er gået til to af avisens dygtige journalister. Det er en kæmpe ære for dem og for os. Men når det er sagt, så er vi på B.T. nu så ubeskedne også at mene, at priserne til Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen hører mellem de mest velfortjente, siden Cavling-hæderen blev stiftet i 1945. Alene forbrydelsens omfang er af sådan en karat, at afsløringen af den er imponerende.«
Kristian Lund havde grund til at være stolt, for det var ham, der havde inspireret de to journalister til at kulegrave hele Farum-konstruktionen. Og han havde givet dem den nødvendige tid til det krævende arbejde.
Flotte ord fra Kristian Lund. Men faktisk blev de to journalisters store Farum-afsløring ’syltet’ på redaktionen i næsten en uge, idet man kort før den planlagte start på skandalen i Farum fik en helt anden og uventet kioskbasker i hus. Det interne drama på redaktionen beskrev de to Cavling-vindere selv senere i bogen ’Brixtofte – historien om en afsløring’ således:
»Vi havde fået at vide, at journalist Henrik Madsen var ved at skrive en bog om Peter Brixtofte, og frygtede nu, at han ville komme først med afsløringer om Farum-borgmesteren. Så vi var mere end klar til at se vores historier trykt hurtigst muligt. Derfor kom det som et chok for os, da Erik Bistrup, navnkundig bladskrædder og en af redaktionscheferne på avisen, en tirsdag eftermiddag – fem dage før den planlagte start på artikelserien – stikker sit hoved ind på vores kontor. Han giver sig god tid til lige at kigge rundt for at sikre sig, at han har opmærksomheden, inden han spørger:
»I regner med at starte på søndag, ikke?«
Det er tydeligt, at han godt kender svaret og bare venter på et nik, et grynt... et eller andet, så han kan komme videre frem til det, han egentlig er kommet for at sige.
»Joh …«
Morten Pihl forærer nølende stikordet til at fortsætte.
Bistrup: »Det skal I ikke!«
Erik Bistrup giver hvert ord tid til at nå lokalet rundt.
»Nå?«
Priess gør ikke meget for hverken at skjule sin irritation eller nysgerrighed.
»Vi har noget, der er bedre!«
Erik Bistrup lever og ånder for den gode historie, og det er tydeligt, at manden med den slæbende gang og den store hængerøv er i sit es.
»Bedre?«
Pihls spørgsmål bliver besvaret af et af Erik Bistrups sjældne skæve smil. Så sjældne faktisk, at det er en lille smule foruroligende.
»Hvis det er så godt, skal vi så heller ikke regne med at starte på mandag?«
»Nej!« svarede Bistrup kun lige akkurat hørligt. Han har allerede så godt som lukket døren til kontoret igen, og inden nogen når at reagere, er han tøffet af uden så meget som antydningerne af en forklaring.«
Det er B.T.s berømte hofreporter Bodil Cath, der har slået til. Hun har fået et scoop af et interview med prins Henrik. Et interview, hvor han taler ud om sine frustrationer over aldrig rigtigt at være ble vet accepteret af det danske folk, og om sine følelser af at være kørt ud på et sidespor af sin egen familie. Prins Henrik fortæller for første gang om splid og uro i den kongelige familie, og han forklarer, at han er kommet til et punkt, hvor han var nødt til at tage sit liv op til overvejelse. En ægte kioskbasker med overskriften: ’Såret Prins Henrik flygtet til Frankrig: Jeg føler mig ydmyget’. Et brag af en royal historie, der vækker genlyd ud over landets grænser.
»Jeg blev bl.a. interviewet af BBC til både radio og tvv. De sendte historien om prins Henriks trængsler videre over radioen til 163 millioner lyttere på 33 sprog,« fortæller Bodil Cath.
Hofreporteren afslørede oven på alt tumulten, at interviewet med prinsgemalen var lige ved at blive aflyst. Et par af B.T.s dengang nye, unge redaktionschefer kunne ikke se nogen overskrifter i et interview med prins Henrik:
»Herregud, lød det. »Hvem gider læse om de unge prinsers far. Hvorfor er det ikke kronprins Frederik, du kan få til at sige noget,« lød det afvisende, da jeg foreslog interviewet. Undtagelsen er Berlingske Tidendes tidligere redaktør Erik Bistrup, som nu er redaktionschef på B.T. Han bakker mig op, og det er kun ham, jeg tør betro, hvad prinsgemalen sagde under samtalen i Frankrig. Vi bliver enige om at holde mund, indtil interviewet er godkendt. Da Bistrup får en kopi af artiklen, samtidig med at jeg sender den til prins Henrik, kommer han pludselig i tvivl. »Jeg tror ikke, det her bliver godkendt, Bodil,« siger han.
»Vi får se,« svarer jeg. Og det blev heldigvis godkendt, og hoffet meddelte mig senere, at artiklen også var blevet læst og dermed godkendt af Dronningen og Kronprinsen.«
Bodil Cath fik godt nok ingen Cavling-pris for sit interview, men hun kunne fryde sig over, at hun formåede at forsinke et Cavling-vindende projekt med en hel uge. For Prinsens udtalelser skabte så stor debat, at den kongelige ballade blev til mange B.T.-forsider. Prins Henrik havde bl.a. udtalt, at han ikke ville stå i skyggen af kronprins Frederik ved de officielle arrangementer. Ja, det blev nærmest antydet, at han ville tituleres konge. For at skabe ro om kongehusets fremtid måtte dronning Margrethe i hast indkalde til pressemøde og fredsmægling på slottet i Frankrig, hvor prins Henrik havde ’skjult’ sig under al balladen.
Cavling-vinderne Jakob Priess og Morten Pihl måtte imens pænt vente i kulissen.
