Med truslen fra Nordkorea og Kim Jong-un er atombomben igen skræmmende aktuel. Den - og ikke mindst den danske fysiker og Nobelpris-vinder Niels Bohrs andel i den - spiller også hovedrollen i en ny spændingsroman
»Min Gud, min Gud!«
Dé ord, var de eneste, som piloterne i adskillige minutter kunne få over deres læber. De gentog ordene igen og igen, mens de forsøgte at fordøje det syn, der ikke ville forlade deres nethinder: En 12 km høj røgsøjle, sort i bunden, aftagende i farve og på spidsen hvid som sne. Den 6. august 1945 havde de netop smidt verdens første atombombe over den japanske by Hiroshima. ‘Little boy’ kaldte amerikanerne den.
Tre dage senere blev den næste, ‘Fatboy’, kastet over Nagasaki, og den efterfølgende uge kunne BTs chefredaktør i en leder erklære ‘Fred på jorden’, udråbe den 14. august 1945 til dagen, hvor ‘al krig kloden over er til ende’.
Ikke alle tog dog del i fredsrusen, og især én mand manede til besindighed, kæmpede for 'et initiativ, der sigter mod at foregribe en skæbnesvanger konkurrence om det frygtindgydende våben', som han selv udtrykte det.
Ikke en hvilken som helst mand, men én, der havde bidraget væsentligt til tilblivelsen af det ultimative masseødelæggelsesvåben: Den danske fysiker og Nobelpris-modtager Niels Bohr.
Det er denne indre konflikt mellem fysikeren og filosoffen, der er omdrejningspunktet i Steffen Jacobsens historiske spændingsroman 'Da blev jeg døden', som er inspireret af den virkelige historie bag atombombens tilblivelse.
»Som forfatter er man altid på udkig efter konflikter og valg. Bohr yndede at sige, at man godt kunne have lavet atombomben uden ham, så han friholdt sig selv det moralske valg, selv om han hele tiden vidste, hvad det drejede sig om,« siger Steffen Jacobsen og fortsætter:
»I Bohrs efterskrift betegnes han som en stor humanist og filosof, men han medvirkede også til at udvikle masseødelæggelsesvåben, så der måtte være en konflikt, der kunne fungere som en god motor for en bog,« forklarer forfatteren.
Hans roman handler således om alt dét, der lå forud for den 12 km høje paddehatsky i Hiroshima den 6. august 1945. En sky, der trækker truende spor helt frem til nutiden og de nordkoreanske trusler.
Niels Bohrs egen atommodel - som udviklingen af atombomben bygger på - blev formuleret helt tilbage i 1913, men det var først i 1938, at førende fysikere nåede frem til, hvilke processer der skulle til for at udvikle et våben baseret på kernekraft.
Men det var USAs indtræden i Anden Verdenskrig i 1941, der for alvor satte skub i udviklingen af et nyt våben. Ikke mindst frygten for, at Hitler skulle komme først.
Det var den karismatiske amerikanske fysiker Robert Oppenheimer, der af præsident Roosevelt året efter blev sat i spidsen for dét, der fik kodenavnet ‘Manhattan projektet’: at udvikle atombomben på en lokation i Los Alamos, New Mexico.
Stedet var ifølge Atomic Heritage Foundation så hemmeligt, at det ikke fandtes på kortet. Så hemmeligt, at én enkelt postboks - 1663 - udgjorde adresse for samtlige ansatte. Ingen måtte fortælle hverken familie eller venner, hvor de befandt sig. Børn, der kom til verden i Los Alamos, havde postboksen opført som fødested.
Dette øde højtliggende område i New Mexicos ørken med dårlige vejforhold og ringe vandforsyning var den perfekte ramme for projektet, der for enhver pris skulle holdes skjult for omverdenen.
Her samlede Oppenheimer i første omgang en lille gruppe førende fysikere, omdannede en lokal skole til laboratorium og satte i gang.
Men snart viste det sig, at han havde underestimeret projektet. Fra at omfatte et par hundrede mænd og kvinder, endte postboks 1663 med at være hjemsted for mere end 5.000 mennesker. Heriblandt i en periode den danske Nobelpris-modtager Niels Bohr.
Selvom Danmark var besat, havde den halvt jødiske Bohr valgt at blive i landet og holde fanen højt. Men i efteråret 1943 forlød rygter om en forestående arrestation. Bohr og familien flygtede til Sverige.
'Gestapo ville skyde Bohr i Stockholm', hed overskriften i BT.
»Allerede medens professor Bohr opholdt sig i Danmark, arbejdede han ivrigt med at konstruere en atombombe. Han var nået langt frem med forarbejderne, da tyskerne blev bekendt med, hvad han foretog sig, og derfor flygtede han til Sverige,« stod der i artiklen, som fortsatte: »Så snart flugten blev kendt af tyskerne, fik de tyske Gestapo-agenter i Sverige ordre til at skyde ham, koste hvad det ville. Man ville frem for alt forhindre, at denne krigsvigtige hemmelighed om atombomben faldt i engelske hænder.«
Men Bohr og hans hemmelighed kom videre til England. Og derfra videre til Los Alamos i New Mexico.
Her arbejdede han side om side med verdens største hjerner for at skabe dét våben, der én gang for alle kunne ende ikke bare Anden Verdenskrig men alle krige.
Men mens fysikeren i ham arbejdede intenst i døgndrift, pressede også filosoffen og humanisten sig på, og Niels Bohr forsøgte at finde lydhørhed for sin overbevisning om, at vidensdeling og oprettelse af et internationalt kontrolorgan var den eneste vej, hvis et atomkapløb skulle forhindres. Forgæves.
16. juli 1945 fandt en prøvesprængning sted i ørkenen i New Mexico.
»Den virkede,« lød den begejstrede melding fra projektets øverste chef Robert Oppenheimer, som dog sidenhen i et interview reflekterede over den skelsættende dag:
»Vi vidste, at verden aldrig ville blive den samme igen.«
Det var frygten for, at tyskerne skulle komme dem i forkøbet, der fik amerikanerne til på rekordtid at fremstille en atombombe. Krigen i Europa var slut. Men ikke i Stillehavet. Og den 6. august 1945 blev verden forandret for altid.
»Vi er tilbøjelige til at glemme, at mens der var fred og ingen fare her, så kæmpede de som sindssyge i Stillehavet, hvor mellem 1.000-2.000 amerikanske soldater døde om dagen,« siger forfatter Steffen Jacobsen, der ud fra amerikanernes beregninger om tabstal ved en traditionel landgang, godt kan sætte sig ind i beslutningen om at kaste bomben over Hiroshima og Nagasaki. Og dermed affyre dét, der med hans ord 'blev startskuddet til en helt ny verden, som vi ser nu med eskaleringen i Nordkorea'.
»Det er skræmmende ad helvede til, at vi har en sindssyg diktator siddende med sin lille fede finger på den røde knap,« siger han om den nordkoreanske leder Kim Jong-un, som igen har gjort atombomben uhyggeligt aktuel.
Havde verden set anderledes ud, hvis Bohr aldrig var kommet Los Alamos?
Det mente BT i en leder den 7. august 1945.
»Var dette ikke sket,« skrev chefredaktøren med reference til nazisternes jagt på Bohr, der fik ham til at flygte, »havde Bohr endnu siddet i sit laboratorium i København, og atombomben var aldrig blevet til som våben i slutkampen mod japanerne. Nazimoralen kan ene takke sig selv for de blodige frugter, den i dag høster på Japans jord under vægten af de Bohr’ske bomber.«
72 år senere er forfatter Steffen Jacobsen af en anden opfattelse.
»Så skulle man have rullet bombedelen af projektet tilbage, have destrueret alle tegninger. Men det gør man bare ikke med videnskabelige fremskridt. Og som historien også har vist, vil der altid være nogen, der vidste, hvordan man gjorde.
Det var naturvidenskabens største eksperiment nogensinde. Jeg ville da ønske, at det aldrig var sket, og at det ikke kunne ske. For jeg synes, at vi har rigeligt at være bekymrede over i forvejen.«
'Da blev jeg døden' er netop udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof
