De kæmpede for Danmark. Men modstandsfolkene kæmpede også med at få mad på bordet, da de jo ofte måtte leve en alternativ tilværelse. At skaffe penge til kampen krævede nogle anderledes løsninger. Og dem fandt man.
Det var dyrt at føre illegal kamp mod tyskerne under Anden Verdenskrig. Mange måtte opgive deres job, når de gik aktivt ind i modstandskampen. Utraditionelle metoder blev taget i brug for at finansiere aktionerne.
Efter befrielsen blev mandskabet aflønnet i den periode, hvor der blev udført bevogtningsopgaver, indsamlet efterladt ammunition, eskorteret tyske styrker, og hvor personel deltog i anholdelser.
Log ind på BT PLUS og læs meget mere om besættelsen og modstandsorganisationen Holger Danske. Dyk ned i historien og bliv klogere på de tapre modstandsfolk, som måtte ofre alt hvad de havde i kampen for et bedre Danmark.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
De kæmpede for Danmark. Men modstandsfolkene kæmpede også med at få mad på bordet, da de jo ofte måtte leve en alternativ tilværelse. At skaffe penge til kampen krævede nogle anderledes løsninger. Og dem fandt man.
Det var dyrt at føre illegal kamp mod tyskerne under Anden Verdenskrig. Mange måtte opgive deres job, når de gik aktivt ind i modstandskampen. Utraditionelle metoder blev taget i brug for at finansiere aktionerne.
Efter befrielsen blev mandskabet aflønnet i den periode, hvor der blev udført bevogtningsopgaver, indsamlet efterladt ammunition, eskorteret tyske styrker, og hvor personel deltog i anholdelser.
Inden 5. maj 1945 modtog mandskabet ikke løn, men i et vist omfang modtog deres organisationer tilskud fra forskellige sider.
Den kendte modstandsorganisation Holger Danske var med til på en helt speciel måde at skaffe store midler til finansieringen af modstandskampen.
Så længe en modstandsmand var aktiv i sin ’fritid’, kunne den pågældende normalt beholde sit arbejdede og løn samt bopæl.
Problemerne opstod med det samme, når man måtte ’gå under’ jorden, fordi man havde en formodning om, at man var efterlyst af det tyske sikkerhedspoliti.
Man kunne ikke bare anvende sit eget navn og officielle id-papir. Man kunne ikke tage hjem og skifte tøj. Man havde ikke noget sted at sove. Man kunne ikke tage kontakt til familien, da dette kunne afsløre et illegalt opholdssted. Man fik ikke løn, og bare det at skaffe mad kunne være et større problem. Man kunne risikere at blive genkendt på en restauration, og havde man ikke rationeringskort, var det svært at købe noget i butikkerne.
I næsten alle tilfælde var de illegale tilsluttet en større eller mindre organisation. Hvis gruppen var blevet optrevlet, og medlemmer var blevet anholdt, havde man ofte mistet sine kontakter.
Vigtige forbindelser
Det var ikke nemt at komme ind i en ny organisation, da alle vidste, at Det tyske sikkerhedspoliti og deres danske hjælpere forsøgte at placere stikkere blandt modstandsbevægelsens folk.
Havde man forbindelse til sin organisation, var man heldigere stillet. De fleste organisationer kunne i et vist omfang skaffe midler, penge, mad, tøj og logi.
Da de militære såkaldte ’ventegrupper’ blev etableret i 1944, modtog de ofte midler via statskassen. I et stort omfang var mandskabet ’over jorden’, og behovet for finansiering var derfor begrænset.
Den civile del af modstandsbevægelsen, der var ’under jorden’, havde ikke samme muligheder for officiel støtte.
Den store sabotageorganisation Holger Danske havde gode forbindelser til firmaer, og ofte modtog man større eller mindre beløb til hjælp med det illegale arbejde.
Af gode grunde kunne firmaer eller deres ledere ikke direkte skrive i regnskabet, hvad udgiftsposten var brugt til, men der har altid været kreative løsninger, når lidt ’uldne udgifter’ skulle bogføres.
Firmaer kunne også støtte med naturalier i form af mad og beklædning. En del illegale var også ansat pro forma under deres falske navn.
I litteraturen er der af og til givet eksempler på, hvordan illegale blev støttet, men det er ikke det emne, der er bedst beskrevet. Aktionerne er altid i fokus.
Mordet på Peter Bangs Vej
På Nørrevold lå firmaet Carl Holten, Skandinaviens største herreekviperingsfirma.
Firmaet blev kendt i februar 1948, da direktionens højre hånd, kontorchef Jacobsen og hustru, blev myrdet på Peter Bangs Vej.
Under besættelsen var der en livlig aktivitet i firmaet. Ikke kun med at sælge tøj fra detailforretningen ’English House’ i stueetagen, men der blev arbejdet på systuerne og i skrædderiet i hele ejendommen. Firmaet var leverandør til mange firmaer og forretninger landet over.
Det var svært at skaffe klædestof, men det hjalp gevaldigt, at værnemagten var aftager i stor stil af uniformer, og værnemagten skulle selv levere klædestof for at kunne få syet uniformerne. Måske kunne man med lidt behændighed få tyskerne til at levere mere stof end det, der skulle bruges til uniformer.
Firmaets førstedirektør Hans Holten havde allerede i 1940 godkendt samarbejdet med tyskerne. Han var også talsmand for brancheorganisationen.
Man kunne formode, at netop det firma og tilsvarende ekviperingsfirmaer måtte være oplagte mål for sabotage.
En enkelt gang blev der anlagt et mindre uskadeligt bål i firmaets bygning på hjørnet af Nørrevold og Frederiksborggade.
Udsat for hold-up
To gange var man udsat for hold-ups. Den ene gang hentede folk fra modstandsorganisationen Bopa færdige uniformer og noget klædestof fra firmaets lager. I et andet tilfælde stoppede de samme folk firmaets varebil og fjernede alle varer.
Fabrikant Hans Holten var blevet kontaktet af Frihedsrådet, og han var blevet overbevist om, at man ville sætte pris på en økonomisk håndsrækning til illegalt arbejde.
Holten sikrede sig via sine kontakter, at pengene kunne komme i de rette hænder, og selvfølgelig var det kontorchef Vilhelm Jacobsen, der igen skulle sørge for det praktiske med overdragelse af støtten.
Med passende mellemrum hentede Vilhelm Jacobsen kontanter i banken og ved hovedkassen i firmaet. Da han selv havde ansvar for regnskabet, var det heller ikke noget problem med at finde en passende konto, hvor udgifter kunne bogføres. Var der penge, der var holdt uden for det officielle regnskab, var det nemmere, da transaktionen så ikke skulle figurere nogen steder.
Pengene, som Jacobsen overbragte af og til, var anbragt i en mappe, der blev afleveret på aftalt sted og tidpunkt.
Er det noget, firmaet har fundet på at fortælle efter besættelsen for at bøde lidt på et måske lidt blakket omdømme som værnemagerfirma? Nej.
Jacobsen besøgte en af sine større brødre et par gange på vej til mødestederne. Broderen fortalte politiet, da han blev afhørt efter dobbeltmordet i februar 1948, at han kendte til sin brors aktivitet i 1944-45.
Venligt men bestemt
Måske var Hans Holten af og til lidt længe om at støtte. En venlig, men bestemt hilsen skræmte ham i september 1944 til at sørge for, at et meget stort støttebeløb blev udbetalt.
En HD-gruppe havde sendt skudsalver med maskinpistoler gennem en villa i Nordsjælland, hvor en af Hans Holtens nære samarbejdspartnere boede.
Frihedsrådets repræsentant kunne derefter aftale med direktøren på Nørrevold, at det ekstraordinære tilskud til det gode formål skulle være på 400.000 kr. (8. mio. nutidskroner).
Netop på grund af beløbets størrelse skulle afleveringen denne gang foregå på en særlig sikret måde. Stedet var Amalienborg Slotsplads, der som det eneste sted stadig var bevogtet af bevæbnet dansk politi.
Jacobsen kom kørende i en taxa. Han blev lukket ind på pladsen af de danske betjente. Mappen blev overdraget til en 21-årige gruppeleder fra HD, der ventede ved rytterstatuen.Den unge mand kunne efterfølgende fortælle kammeraterne, at han havde genkendt manden i taxaen. Det var Vilhelm Jacobsen fra Peter Bangs Vej. Den unge mand kendte kontorchefen fra en lokal forening, og samtidig boede han selv kun få opgange fra Jacobsens private bopæl på Peter Bangs Vej 74.
Hele aktionen var overvåget af andre HD-folk, herunder afdelingslederen, der stod i Amaliegade ved kolonnaden.
’Gaven’ fra firmaet blev påskønnet, men Hans Holten sagde efterfølgende, at HD-folkene havde været lige lovlig direkte nogle dage tidligere, da de sendte en hilsen.
Lige efter befrielsen blev firmaet besat af en lidt truende kommunistisk gruppe. Der opstod lidt spændinger, men igen trådte kontorchefen Jacobsen i aktion. Mandskabet fra den kommunistiske gruppe trak sig tilbage efter nogle dage, velklædte og godt beværtet.
Andre organisationer blev støttet af forskellige brancher, og den kommunistiske organisation Bopa mødte en del velvilje i mange fagforeninger, selv om disse traditionelt støttede socialdemokratiske aktiviteter.
Støtte fra udlandet
Fra udlandet modtog man også støtte enten fra Øst eller Vest.
Ansatte i en af de større Storkøbenhavnske kommuner støttede også primært Holger Danske med kommunale midler. I dag er det lidt uklart, hvordan det i praksis foregik, måske også fordi de pågældende kommunalt ansatte beregnede sig ’lidt provision’, og derfor blev sagen dysset ned.
Herboende polakker og danske hjælpere var særdeles aktive i den polsk-engelske efterretningstjeneste, der også opererede i Danmark.
Lederen i Danmark var fra november 1943 løjtnant og 1. styrmand Lucjan Maslocha. Han var i 1944 blevet gift med den danske pige Lone Mogensen, der er født og opvokset i Polen. Blandt de mange danske kontakter var cykelhandleren Henry Hansen på Nørrevold. Han var kendt som verdensmesteren i landevejsløb.
Takket være Henry Hansen var de folk i organisationen, der havde brug for velfungerende cykler, altid godt forsynet. Nye dæk og hurtige cykler, som kunne være altafgørende, bl.a. for organisationens telegrafister, der skulle undslippe eventuelle tyske pejlevogne.
Efterretningstjenesten deltog ikke i sabotage- eller likvideringsaktioner, men man indsamlede oplysninger om tyske anlæg i Vestjylland, troppetransporter og tysk skibstrafik i danske farvande. Oplysningerne blev sendt til London af illegale marinetelegrafister.
Organisationen var knyttet til den polske eksilregering i London, og fra London sørgede man for at støtte organisationen i Danmark. Fra London sendte man guldbarrer til Sverige, hvor organisationens folk hentede dem.
I Danmark var guldbarrer ikke anvendelige, hvis man skulle købe fødevarer, tøj o.l. Ofte havde man også brug for kontanter til en skipper, hvis man skulle frem og tilbage mellem Danmark og Sverige.
De fleste organisationer havde en ’kassemester’, og Henry Hansen var betroet den opgave for de polsk-danske modstandsfolk. Normalt blev guldbarrer leveret fra Sverige i størrelserne et kilo og et halvt kilo. Mellemhandlerkursen på 1 kilo guld var i slutningen af krigen og flere efterfølgende år 17.000 kr. Det er ca. 350.000 nutidskroner.
En fast aftager
Henry Hansen havde en fast aftager. Han skråede lige over Nørreport-pladsen og henvendte sig til en af lederne i detailforretningen English House. Forretningen lå i stueetagen i firmaet Carl Holten, Nørre Voldgade nr. 19.
Afdelingslederen henviste altid Henry Hansen til et prøverum, hvor man foretog vekslingen.
Det er aldrig helt blevet klarlagt, hvad der videre skete med de guldbarrer, men en del af dem blev købt af officerer i den tyske værnemagt og ansatte i det tyske sikkerhedspoliti. Hos besættelsesmagten var man fra 1944 klar over, at 1000-års riget måske ikke holdt så mange måneder endnu. Det var godt med lidt kapital til en ny tilværelse i Sydamerika, Egypten og i andre ’venligtsindede’ lande.
Da Lone og Lucjan Maslocha blev anholdt på deres illegale adresse i Gentofte i januar 1945, ransagede det tyske politi villaen, men de overså flere effekter gemt på villaens loft.
Bl.a. lå der en del falske nummerplader, men også et halvt kilo guld og 17.000 kr. i 500 kr. sedler.
Guldet og de danske sedler var rullet ind i noget isoleringsmateriale, der var smidt hen i et hjørne på loftet.
Afdelingslederen i English House var blevet anholdt en dag, hvor han var i byen. Han havde uforsigtigt fremvist sin pistol til en bekendt.
Netop afdelingslederen nød godt af, at tyskerne kunne bestikkes. Gestapo-chef Hoffmann i Shell-huset var til at tale med under visse omstændigheder.
Da Gestapo-chefen efter aftale modtog besøg af en yngre, nydelig dame, som modstandsbevægelsen havde sendt, blev han forhandlingsvillig. Da den unge dame også medbragte lidt guld og danske sedler, var sagen klaret. Afdelingslederen blev hurtig løsladt, og den unge dame kom hjem i god behold fra det møde, der trak lidt ud.
I dette tilfælde var det fabrikant Hans Holten, der havde hjulpet med finansieringen, så afdelingslederen kunne genoptage sine forskellige vigtige funktioner i firmaet.
Fabrikant Hans Holten (1884-1957). Overtog firmaet på Nørrevold efter sin far, stifteren Carl Holten. Ven med den magtfulde justistminister, socialdemokraten K.K. Steincke. Hans Holten var medlem af mange bestyrelser. Han var en meget dygtig og smidig leder, der på mange måder forstod at indrette sig under de skiftende økonomiske og politiske forhold.
Cykelhandler Henry Hansen (1902-1985) på Nørrevold var kendt som verdensmesteren med tilnavnet »Snedkeren«. Han havde i 1931 vundet mesterskabet på landevej, og tre år før vandt han landevejsløbet ved de olympiske lege. han var »kassemester« for en af de større modstandsorganisationer.
Karl Heinz Hoffmann (1912- 1975). Chef for det tyske sikkerhedspoliti afdeling IV, bedre kendt som »Gestapo«. Oprindelig havde han kontor på Dagmarhus, men flyttede i marts 1944 til Shellhuset, som værnemagten netop havde beslaglagt. Privat boede han i Vestersøhus, få skridt fra sit kontor.
Firma Carl holtens kendte hjørneejendom på Nørrevold. Ejendommenh blev erhvervet i 1911, og i fyrrerne ombyggede man bygningen til det ydre, man kender i dag på Nørre Voldgade 19. Kontorchef Jacobsen havde kontor lige over milepælen i Frederiksborggade 18.
