En gammel myte vil vide, at Frans af Assisi i vinteren 1224 under sine rejser i Frankrig pludselig fik fornemmelsen af, at munkene på klostret hjemme i Syditalien sultede og frøs.

Ifølge overleveringen havnede en tekstilpose med brød derefter - på mirakuløs vis - på klostrets port.

Munkene blev reddet fra sulten og troede, at en engel havde bragt den eftertragtede gave fra Frans i Frankrig. De passede godt på brødposen og brugte den efterfølgende til at dække alteret. I dag ligger resterne i et relikvieskrin i klostret – og nu viser det sig, at i hvert fald en del af myten er ganske sand.

Det skriver Syddansk Universitet på sin hjemmeside.

Et internationalt hold af forskere under ledelse af professor Kaare Lund Rasmussen fra Syddansk Universitet, har nemlig ved hjælp af kulstof 14-analyser slået fast, at tekstilet, brødposen er lavet af, er fra mellem 1220 og 1295.

Forskerne fandt også tegn på indholdet af posen.

»Vore studier viste, at der sandsynligvis har været brød i posen. Vi ved ikke hvornår, men det forekommer usandsynligt, at det var efter 1732, hvor pose-resterne blev muret inde for at beskytte dem. Det er mest sandsynligt, at brød har været i kontakt med tekstilet i løbet af de 300 foregående år, hvor tekstilet fungerede som alterklæde – eller måske var det helt specifikt den kolde vinternat i 1224; det kan ikke udelukkes,« forklarer Kaare Lund Rasmussen.

Hvordan posen så havnede foran klosterporten den vinternat i 1224 er til gengæld stadig et mysterium.