Hvis du vil have Cecilie Becks tænder for at putte dem i en halskæde, så skulle du have spurgt hende for tre år siden. Der tabte hun dem nemlig midt på Istedgade.

Og hvis du synes, det lyder som en underlig hypotetisk situation, så er det nok, fordi du ikke har hørt tirsdagens udgave af B.T.s podcast 'Helt væk'.

Her har værterne, Anders Hemmingsen og Emma Wittendorff, nemlig lytteren Veronica igennem, fordi hun søger folk, der vil donere deres tænder, så hun kan lave en halskæde ud af dem.

»Det er jo en meget sentimental ting, for det er ikke noget, man kan erstatte,« siger hun om årsagen til, at det lige er tænder, hun søger – inden hun tilføjer:

Journalist og studievært Cecilie Beck.
Journalist og studievært Cecilie Beck. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Det er virkelig underligt, og jeg kedede mig fucking meget, og det var lige det eneste, jeg kunne komme på.«

I ugens udgave af 'Helt væk' har værtsparret besøg af tv-værten Cecilie Beck. Og hun ville faktisk have været villig til at give Veronica sine fortænder, hvis hun havde kendt til efterlysningen for tre år siden. Der tabte hun dem nemlig midt på Istedgade, efter at hun havde drukket en flaske hvidvin med nogle veninder, inden de skulle videre i byen.

»Så skulle jeg op på min dumme hipster-cykel med en åndssvag stor kurv foran, og med seks kilometer i timen klumrede jeg ind i kantstenen og væltede og slog hovedet direkte ned i asfalten, hvor jeg tog fra med tænderne. Men der var jo intet sted, det gjorde så ondt, som det gjorde i sjælen. Jeg kan overhovedet ikke huske den fysiske smerte – kun den sjælelige,« siger den 50-årige nyhedsoplæser.

»Så derfor vil jeg bare sige: 'Cykl med hjelm, og lad være med at cykle fuld.'«

Veronicas flyer.
Veronicas flyer. Foto: @taender_til_vero
Vis mere

Det er dog et råd, som Veronica formentlig ville være ked af. Trods den storstilede eftersøgning har hun nemlig kun indsamlet ganske få tænder.

»Min kærestes ven gav mig nogle af sine gamle mælketænder, så de hænger bare ud på mit værelse,« siger hun.

Ønsker du at donere dine tænder til Veronicas smykkeprojekt, kan du kontakte hende på Instagram.

Cecilie Beck kan i øvrigt oplyse, at hun siden uheldet har fået titaniumimplantater, som endte med at løbe op i den nette sum af 100.000 kroner.