Tv-værten Sofie Østergaards kæreste er så besat af Amagermanden og amerikanske seriemordere, at hun kan få det lidt underligt, når hendes søn har nye venner med hjem fra klassen.

Køkkenskabet i huset på Amager er nemlig fyldt med kopper med massemordere, som små børnefingre nemt kan gribe fat i.

»Hvis vores søn kommer hjem med en ny fra klassen, og de skal bruge et par kopper, så henter han to kopper med massemordere på – og der må jeg sige... sådan en hyldest, det er lidt underligt,« siger Sofie Østergaard, der er mor til tre.

»Det er faktisk en diskussion, vi har derhjemme – synes I, det er okay?« spørger 'Versus'-værten i seneste afsnit af B.T.s podcast 'Helt væk'.

Det har dog været værre. For 'Versus'-værtens kæreste – journalist og tidligere politibetjent Sebastian Richelsen – har nemlig været så besat af at optrevle den fulde historie om Amagermanden, at han på et tidspunkt havde en stor opslagstavle hængende med billeder, snore og blinde spor, som man typisk ser i krimiserier.

Han har nemlig både skrevet en bog, haft en podcast og lavet en tv-serie om den danske voldtægtsforbryder og dobbeltmorder.

»Og det har han brugt enormt meget tid på – nogen gange lidt for meget, vil jeg sige,« smiler Sofie Østergaard.

Det bliver især underligt, fordi parret selv bor på Amager, hvor forbrydelserne fandt sted. De kan derfor nærmest ikke gå en tur i lokalområdet, uden at nogen stopper dem for at tale om sagen eller give et praj om en uopklaret forbrydelse, som Amagermanden, med det borgerlige navn Marchel Lychau Hansen, også kunne tænkes at stå bag.

Sofie Østergaard og Sebastian Richelsen.
Sofie Østergaard og Sebastian Richelsen. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Det er noget, vi har talt meget om, for det kan man godt blive lidt utryg over, men han er jo gammel cop (politibetjent, red.), så han lover mig, at han har helt styr på situationen.«

Når det så er sagt, er Sofie Østergaard kun glad for at have en kæreste, der er så nørdet om et emne.

»Dedikerede mennesker, næsen uanset hvad de er dedikerede inden for, synes jeg jo er helt vildt inspirerende, og dermed også ham. Jeg synes jo, det er vildt spændende at høre ham fortælle om.«