»Ja, det kan du bande på, man gør.«
Så kontant lød svaret fra TV 2-nyhedsværten Ditte Haue, da hun var på besøg i radioprogrammet 'Helt væk med Hemmingsen' og blev spurgt, om hun får mange beskeder på de sociale medier til det tøj, hun har på i fjernsynet.
Der kan være bemærkninger om, at hendes tøjvalg er pænt, og de kommentarer er værten glad for at få. Men så er der selvfølgelig også de kommentarer, som er knap så charmerende.
»Der er også sådan noget med, at man ligner lort, og at man godt kunne have gjort sig mere umage. Der er faktisk rigtig mange ældre kvinder, der brokker sig over, at jeg ikke har kørt en kam igennem håret. De synes, mit hår ser enormt rodet ud.«
En særlig nederdel har også givet Ditte Haue nogle uheldige oplevelser. Folk har simpelthen ønsket hende tillykke med graviditeten, når hun er trukket i den.
»Hvis man har den på, og man har menstruation og nogle gange får lidt hævet mave, så står man foran hele Danmark med lidt hævet mave, og så bliver der ønsket tillykke. Og det er træls.«
Adspurgt, om hun bliver ked af kommentarer som disse, er svaret nej. Hun mener, det vil koste for meget, hvis man som tv-vært, der bliver nødt til at stille sig frem, tager den slags bemærkninger for nær.
»Så vil man ikke kunne overskue at gå på arbejde, så jeg bliver nødt til at grine ad det. Nogle gange ved jeg også godt, at hvis jeg tager den nederdel på, så kan det være, det går galt. Jeg tror, man bliver nødt til bare at trække på skuldrene.«
35-årige Ditte Haue har tidligere været vært på 'Sporløs' og 'Aftenshowet'.
At tv-værter modtager grove beskeder er langt fra noget nyt.
DR-vært Johannes Langkilde har fortalt, at det kræver en vis hårdhed at modstå den grove, personlige tone, som der kan være på de sociale medier.
»Tonen kan være utrolig rå, og det tror jeg handler om, at folk kan lukke så meget lort ud på de sociale medier uden at stå til ansvar for det og uden at stå ansigt til ansigt med den, de i virkeligheden sviner til,« fortalte han.