Det meste af Danmark kigger med, når Sundhedsstyrelsens direktør flere gange om ugen redegør for coronasituationen flankeret af landets øverste politikere.

Og alle kender hans navn: Søren Brostrøm.

Den tilbagelænede speciallæge er på ganske kort tid blevet danmarksberømt og allemandseje. Således vakte det massiv interesse, da han optrådte nyklippet på TV 2, for hov, havde chefen for Danmarks sundhedsmyndighed været til frisør midt i karantænen? Det må man ikke.

Han måtte på Twitter og forklare sig, og det opslag gik viralt med mere end 13.000 likes. Noget, som ifølge en ekspert sker meget sjældent. Berømmelsen er intens, og det er en meget mærkelig fornemmelse, siger han i et interview med Anders Hemmingsen i podcasten 'Helt væk med Hemmingsen'.

»Det er mærkeligt, for det er jo ikke noget, jeg er gået efter. Jeg gør det, jeg skal, i mit arbejde. Jeg skal kommunikere, og det har jeg gjort i en del år,« siger Søren Brostrøm.

Det er som han antyder langt fra første gang, han optræder i medierne, og han har tidligere været Sundhedsstyrelsen ansigt udadtil i store sager. Ikke mindst HPV-sagen, som kørte for nogle år siden. Men intet kommer op på siden af det, han oplever i forbindelse med corona-pandemien.

»Det her er jo bare ekstremt stort. Sundhedsmæssigt er det noget af det største, der er sket i Danmark i mange, mange årtier. Og så er det klart, når det lige er mig, der står som talspersonen, og har været på i flere måneder, så begynder man jo at blive genkendt. Så det er lidt mærkeligt - jeg kniber mig selv i armen,« siger han i 'Helt væk med Hemmingsen'.

Han er med i programmet for at svare på spørgsmål fra lytterne, og en vil gerne vide, om han kommer til at savne den store opmærksomhed, når han ikke længere skal være på tv hele tiden. Her er svaret soleklart:

»Nej, det gør jeg ikke. Det er ikke så vigtigt for mig at være på. Det er mere sagen, der er vigtig,« siger Søren Brostrøm.

»Jeg er indrettet sådan, at jeg har ikke særlig stor forfængelighed, så det stiger mig ikke til hovedet. Det er mere sagen, der er interessant for mig,« uddyber han.

Du kan lytte til ugens afsnit af 'Helt væk med Hemmingsen' og høre hele interviewet med Søren Brostrøm, her.

Her fortæller han blandt andet om sine ekstremt lange arbejdsdage, og kommer med en ildevarslende melding til alle de danskere, som har billet til sommerens festivaler.

Andre læser også