'Hey, hey, Dr. Pjuskebusk, hey, hey, Martin og Ketil.'

Sådan lød det i det ekstremt populære børneprogram 'Naturpatrujlen', som rullede hen over skærmen i seks år fra 1997 til 2003. Her trak Sebastian Klein troligt i sin hvide kittel og gav den som Dr. Pjuskebuk, der blandt andet i det faste indslag 'Gæt en lort' kom med ledetråde, som skulle hjælpe Martin og Ketil til at gætte, hvilket dyr der stod bag afføringen.

Men hvis man gerne vil opleve Sebastian Klein i rollen som Dr. Pjuskebusk den dag i dag, så bliver det umådeligt svært. Det fortalte han, da han var gæst i denne uges 'Helt væk med Hemmingsen', hvor han blev spurgt, hvad det vil koste at få Dr. Pjuskebusk ud til en polterabend.

»Det er fandeme mange år siden, jeg har lavet Dr. Pjuskebusk. Faktisk sendte Danmarks Radio i sin tid sin juridiske afdeling efter mig. Jeg opfandt jo selv Dr. Pjuskebusk, og så tog jeg ud og optrådte med det og tjente penge på det, og så var Danmarks Radio faktisk ude efter mig og sige, at det måtte jeg ikke.«

Derfor nedlagde DR forbud mod, at Sebastian Klein optrådte med den figur, han selv havde skabt, og som han troede, han ejede.

»Når man er ny, og man er ung, så skriver man jo under på en kontrakt, hvor der står, at man får nogle penge. Og så står der lige pludselig med småt, at 'alt hvad du har tænkt og gjort i den tid, det er vores (DRs, red.).«

Han tror dog, at DR ville se igennem fingre med det, hvis han en dag alligevel dristede sig til at trække i Dr. Pjuskebusk-udklædningen igen.

Men det kommer ikke til at ske.

»Jeg gør det ikke, for jeg prøver at være et ordentligt menneske, og jeg vil også gerne være på god fod med DR. Det ville sgu også virke lidt mærkeligt, hvis jeg kommer ud som Dr. Pjuskebusk til en bande stive mennesker.«