Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
»Du kunne jo fucke mig fuldstændigt op. Har du tænkt over det?«
Sådan sagde Enhedslisten-profilen Pernille Skipper, da hun onsdag gæstede B.T.s podcast 'Helt væk' og opdagede, at der sidder en realitystjerne derude med en ganske særlig magt.
En deltager i seneste sæson af 'Ex on the Beach' hedder nemlig også Pernille Skipper.
Og det har skabt nogle spøjse og potentielt farlige situationer, fortæller realityversionen af Pernille Skipper, der også er med i 'Helt væk' over en telefon.
»Jeg bliver tit forvekslet med dig. Ikke så meget på udseende, men folk tagger mig i politiske sammenhænge og skriver til mig på Facebook,« fortæller Pernille 'Ex on the Beach' Skipper, der blandt andet har fået følgende besked for nylig:
'I bliver nødt til at finde en vej, ellers bliver det blå blok, der overtager det hele.'
Hun har ikke svaret. Og hun ville efter eget udsagn være 'sindssygt dårlig' til at svare på noget som helst om politik.
Og det er politikerversionen af Pernille Skipper hjertens-glad for.
»Du kunne bare skrive: 'Ved du hvad? Fuck dig'. Hvis du havde gjort det, så havde hun jo screenshottet det og delt det i alle mulige grupper – så havde jeg været helt på røven.«
Men sådan et menneske er 'Ex on the Beach'-Pernille Skipper ikke, slår hun fast i podcasten, hvor hun hellere vil høre, om Enhedslisten-Pernille Skipper også har oplevet at blive forvekslet.
»Nej, men jeg ville da ønske det, nu jeg sidder og ser nogle billeder af dig,« siger hun.
Pernille 'Enhedslisten' Skipper vidste faktisk godt, at hun havde en navnesøster derude, for hun havde engang googlet sig frem til, om der ville være mulighed for at blive forvekslet med en anden.
Men at hendes navnesøster i mellemtiden var blevet kendt, anede hun ikke, da hun ikke selv ser 'Ex on the Beach'.
Hun kan dog berolige den anden Pernille Skipper med, at folk nok vil holde op med at skrive til hende.
»Vi har en rotationsordning i Enhedslisten, så det holder op en dag,« siger politiker-Pernille Skipper.
»Det håber jeg, så jeg kan få min egen fame (berømmelse, red),« svarer reality-Pernille Skipper.
Hør hele samtalen i videoen over artiklen.