Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
'Husk jakkesæt og en banan i lommen'.
Sådan lød det, da Phillip for nylig opfordrede til en dansk version af den trend, der lige nu hærger de amerikanske biografer.
Men det er ikke alle, der synes trenden er lige morsom.
Det står klart i ugens udgave af B.T.s podcast 'Helt væk'.
Her fortæller vært og instagrammer Anders Hemmingsen, at han de seneste dage er blevet bestormet med videoer fra de danske biografer, hvor unge danskere møder talstærkt op i jakkesæt til visningen af filmen 'Minions: Historien om Gru'.
Udklædningen er en hyldest til filmens hovedperson, Gru, som går i jakkesæt og halstørklæde, og bevægelsen kalder sig selv for 'Gentleminions' med henvisning til de fjollede, lemmingeagtige og nonverbale Minions i filmen, som skaber ravage, hvor end de går.
Trenden udspringer fra USA, hvor flere biografer er begyndt at nægte folk adgang, hvis de er iført jakkesæt.
Simpelthen fordi de amerikanske Gentleminions ikke kan opføre sig ordentligt og klapper, hepper og råber under forestillingerne.
Alligevel har en gruppe danskere besluttet sig for at bringe trenden til Danmark.
En af dem er lytteren Phillip, som efter at have set trenden på TikTok besluttede sig for at bruge de sociale medier til at samle sin egen flok af Gentleminions.
»Det var lidt pinligt at gå i jakkesæt rundt i byen. Folk kiggede og tænkte: 'Hvad sker der her?',« siger Phillip, der fik samlet en flok på knap 50 personer.
I videoen over artiklen kan du se, hvordan de 50 jakkesætklædte drenge indtog biografen med særlige håndtryk og tilbedelse af filmplakaten – præcis som filmens Minions tilbeder deres chef, Gru.
»Vi kom så ind i biografen, og så kom der en medarbejder hen og sagde, at han havde set den komme, da der væltede 50 gutter ind. Så han fortalte, at vi kun måtte klappe i starten og til slut under filmen,« fortæller Phillip, der dog indrømmer, at de også klappede en enkelt gang undervejs i filmen.
Det kan en anden lytter, Amalie, bekræfte. Hun har nemlig ligeledes kontaktet Anders Hemmingsen. Ikke for at hylde bevægelsen – men for at bede dem tænke sig om.
»Det var hyggeligt, at de kom i jakkesæt og gik op i det, men det kan også blive for meget, hvis det er afbrydelser midt i filmen. Man vil gerne lige se den i stedet for at høre folk klappe,« siger hun.
Selvom de amerikanske biografer er begyndt at afvise Gentleminions i døren, så hylder Universal Pictures, som står bag filmen, bevægelsen.
'Til alle, der dukker op til 'Minions' i jakkesæt: Vi ser jer, og vi elsker jer,' lyder det i et tweet.
Hør hele afsnittet af 'Helt væk' her: