»Jeg ved godt, det er halloween, men det er rigtig noieren og sygt. Jeg tror, der er en psykopat under masken - jeg tror ikke, det er et lille barn, der har gjort det.«

Sådan siger Citybois-sangeren Thor Farlov i ugens udgave af podcasten 'Helt væk med Hemmingsen', hvor instagrammer og vært Anders Hemmingsen sammen med kendte gæster ugentligt hjælper frustrerede danskere med at finde forsvundne ting og personer.

Og denne gang er det identiteten på en mystisk klovn, der er dukket op i bybilledet flere gange, som danskerne gerne vil finde frem til. Og det lykkes faktisk i løbet af programmet.

Men Thor Farlov får ikke ret. Det viser sig nemlig, at det hverken er en psykopat eller et barn, der har skræmt livet af danskerne de seneste dage.

Anders Hemmingsen modtager dagligt hundredvis af sjove, mystiske og mærkelige billeder fra sine knap 700.000 følgere.

Men i løbet af sidste uge fik han især mange billeder af en uhyggelig hvidklædt klovn, som gik rundt for sig selv, var i Tivoli eller kørte en dejlig tur i S-tog.

Og da han lagde billedet på sin profil, affødte det tusindvis af kommentarer af lige dele afsky og nysgerrighed.

For hvem var den klamme klovn, som fik danskerne til at prise sig lykkelige over, at de ikke befandt sig på Næstved Station, den dag klovnen skulle med toget?

Takket være sit gigantiske digitale netværk tager det ikke Anders Hemmingsen lang tid at finde frem til, at klovnen er 18-årige Mathilda fra Karrebæksminde. Og at klovnen er en kvinde, overrasker især Thor Farlov, som må indrømme, at hun 'faktisk er ret pæn' bag sminken.

Mathilda, der betegner sig selv som kunstner og cosplayer, elsker at klæde sig ud, så da det for nylig var halloween, så hun sit snit til at iføre sig det skræmmende klovnekostume og tage i Tivoli, som i dagens anledning havde pyntet op til gys og gru.

Vel vidende at klovnemasken ville skræmme livet af folk oven på bølgen af såkaldte 'dræberklovne', der forrige efterår skabte utryghed i både ind- og udland.

»Det var jeg helt klar over. I går var der en, der tyrede en dåse på mig. Og den var fuld, så det gjorde fucking ondt. De tyrede den ad helvede til på mig (fordi, de blev bange, red.) og ramte mig på hoften,« siger Mathilda, som du kan se både med og uden klovnesminke herunder:

»Da jeg skulle hjem fra Tivoli og stod ud af S-toget, kom en kvinde gående, som skulle med. Men da jeg trådte ud, råbte hun: 'Fuck, nej, ej' og løb, alt hvad hun kunne. Jeg tænkte: 'Slap dog af, jeg skal bare hjem,' men okay, jeg kan godt forstå det. Jeg havde nok gjort det samme,« siger Mathilda i ugens udgave af 'Helt væk med Hemmingsen'.

Foruden Mathildas historie kan du i afsnittet bl.a. høre, hvorfor Citybois efterlyser en fyr fra folkeskolen for at sige undskyld for deres upassende opførsel dengang.

Og så kan du høre, hvordan sangerne pludselig bliver mæglere i en betændt sag fra reality-verdenen, hvor to tv-kendisser er blevet dødeligt uvenner over en jakke.

Mangler du selv noget? Så skriv til vores Instagram-profil 'Helt væk med Hemmingsen' og efterlys det!