Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Efter at have fyret konfettirør af og lavet musikquiz med Lau Højen en morgen i september, gik Puk Elgård direkte ned i sminkerummet og sagde: 'Jeg tror, jeg bliver nødt til at sige op nu.'

Det afslører den nu tidligere 'Go' morgen Danmark'-vært i B.T.s podcast 'Helt væk'.

Puk Elgård har tidligere fortalt, at det var med et ønske om nye udfordringer, at hun i oktober annoncerede, at hun efter syv år havde valgt at stoppe som vært.

Men det var faktisk en helt særlig episode, som endte med at give hende det sidste skub, afslører hun, da hun i 'Helt væk' bliver spurgt, om det ikke er svært at lægge over til et humoristisk indslag, når man lige har siddet i sofaen og interviewet en sårbar kilde.

Og det er det, svarer Puk Elgård, der roser sine nu tidligere kollegaer for at mestre denne disciplin.

»Jeg ville ønske, at folk vidste, hvor meget der egentlig skal til, før man laver den omstilling så hurtigt. Det kræver meget. Det er faktisk lidt skørt for hjernen,« siger hun og nævner den dag i september, hvor hendes egen hjerne sagde fra.

Hun havde netop lavet et interview med en kvinde, der led af en sygdom, som indtil videre havde fået hendes hjerte til at stoppe syv gange. Hendes børn led af samme sygdom, og i 'Go' morgen Danmark' fik hun sammen med Puk Elgård en snak med en præst om, hvordan man taler med sine børn om døden.

Blot syv minutter senere var musikeren Lau Højen inviteret ind i selvsamme studie for at lave musikquiz og fyre konfettirør af. Og det skifte blev for voldsomt for Puk Elgård.

»Alle løste det virkelig fint, for man bygger de her broer og reagerer på det. Men jeg kunne simpelthen ikke komme ud af det. Og det var en af de dage, hvor jeg tænkte: 'Nu kan jeg ikke have flere historier i mit system',« siger hun i 'Helt væk'.

Efter programmet satte hun sig i sminkestolen med et: 'Jeg tror, jeg bliver nødt til at sige op nu.'

Det var ikke i frustration over, at hun blev så påvirket af kvindens historie, at hun ikke kunne komme videre i teksten, fortæller hun. Tværtimod.

»For hvis du ikke bliver bevæget af sådan nogle ting, så kan du heller ikke sidde der. Du bliver nødt til at lytte og være til stede.«

Puk Elgård tilføjer desuden, at kvinden har det godt i dag. Tv-værten har nemlig stadig kontakt med nogle af de kilder, som har gjort ekstra indtryk på hende i løbet af hendes syv år som 'Go' morgen Danmark'-vært.