Det var ikke en dans på roser at være med i 'Stjerner i trøjen', fortæller Camilla Frederikke Søndergaard Christensen.

Som man har kunnet se i Kanal 5-programmet, nåede den 29-årige youtuber og influencer både at få et mindre sammenbrud og at blive fragtet til hospitalet, fordi hun havde fået en tung gummibåd i hovedet og var i fare for skader på nakken.

Men det var ikke de eneste udfordrende episoder, afslører Camilla Frederikke Søndergaard Christensen – der på de sociale medier er bedst kendt som Camilla Frederikke – i B.T.s podcast 'Helt væk'.

»Jeg er ikke et naturmenneske på den måde, at jeg kan finde ud af at tisse eller lave nummer to i skoven. Det lærte jeg så,« siger hun.

Som en del af programmet skulle hun sammen med de 11 andre kendte deltagere på en 24 timers overlevelsestur i en skov på Langeland, hvor de skulle sætte deres egen lejr op – og grave deres eget toilet.

»Og det var virkelig grænseoverskridende for mig. For jeg har som sagt aldrig kunnet gøre det ude i naturen, plus at der på Langeland er kæmpestore dræbermyg, så man satte sig ned for at skulle tisse eller whatever, og så sad man og måtte klappe sig selv på numsen imens. Og det var jo ellers svært i forvejen.«

Hun er glad for, at toiletudfordringerne er klippet ud af programmet. For hun kan nemlig huske, at hun fortalte om sine kvaler til kameraet.

Til gengæld undrer hun sig over, at den ovennævnte dramatiske episode med gummibåden kom med i programmet.

Camilla Frederikke i 'Stjerner i trøjen'.
Camilla Frederikke i 'Stjerner i trøjen'. Foto: Per Arnesen
Vis mere

»Det var ret specielt at se,« siger hun.

En anden episode, som ikke fik lov at blive en del af det færdige program, fandt sted i begyndelsen af optagelserne, hvor de 12 aspiranter hver fik tildelt et nummer, som de skulle bære på deres uniform gennem hele forløbet.

»Jeg har en meget mærkelig ting med numre. Jeg kan ikke klare ulige tal. Så hvis jeg ikke fik et lige tal, ville jeg blive nødt til at anmode om et nyt. Og det stod jeg og stressede over, men så fik jeg heldigvis nummer 20 og råbte: 'Yes!'. Men det er så blevet klippet væk.«