Han har tidligere haft en stor stemme i dansk fodbold og er lige nu manden, der styrer slagets gang i Royal Arena.

Men nu træder den tidligere FC København-boss Dan Hammer igen ind i sportsverdenen. Denne gang som bestyrelsesmedlem i Skjern Håndbold.

Det oplyser den jyske klub på sin hjemmeside.

»Det er med både stolthed og ydmyghed, at jeg har takket ja til at blive en del af Skjern Håndbold A/S. Jeg elsker lokale fyrtårne med nationale, ja internationale ambitioner, og værdimæssigt har jeg følt mig tæt forbundet med klubben og lokalområdet siden mit første besøg med FCK i starten af 00erne,« siger Dan Hammer og fortsætter:

»Jeg bliver en del af en ekstremt veldrevet klub, hvor store sportslige ambitioner og økonomisk ansvarlighed har gået hånd i hånd i over 20 år nu. Jeg glæder mig til at kæmpe for, at Skjern Håndbold også i de kommende mange år fremstår som en dybt respekteret topklub i dansk elitesport.«

58-årige Dan Hammer har en lang fortid i Parken Sport & Entertainment, der er selskabet bag fodboldklubben FC København, hvor han fra 2000 til 2008 var kommerciel direktør, inden han fra 2009 til 2010 var administrerende direktør.

I dag er han Royal Arenas administrerende direktør.

Men selvom det er mere end ti år siden, at Dan Hammer sidst var tilknyttet en sportsklub, så er håndbold langtfra fremmed for ham.

Tidligere har han også været administrerende direktør i Divisionsforeningen Håndbold. En stilling, han besad i perioden fra 2012 til 2014.