De danske håndboldkvinder er kommet planmæssigt fra start ved VM i Spanien med to sikre sejre.

Alligevel er der ikke udbredt tilfredshed i den danske lejr. Flere af spillerne mener således, der er koldt i hallen i Granollers.

»Det er koldt. Da anden halvleg begyndte, følte jeg, at mine led var frosne. Det tog fem minutter, før jeg kom i gang,« har det tidligere lydt fra Anne Mette Hansen.

Og hun får opbakning fra håndboldeksperten på TV 2 Lærke Møller. Hun mener, at temperaturen i hallen er under al kritik.

Sveriges håndboldlandstræner, Tomas Axnér.
Sveriges håndboldlandstræner, Tomas Axnér. Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

Men Sveriges landstræner, Tomas Axnér, kan ikke tage danskernes brok seriøst. Der gør han klart i et interview med Aftonbladet.

»De har fokus på de forkerte ting. Tag en ekstra trøje på. Der var heller ikke 22 grader i vores hal,« siger han og fortsætter:

»Premier League-spillerne løber rundt i snevejr og får stenhårde skud på deres kolde lår. Når det så er 16 grader, kan jeg ikke fokusere på det.«

Da Danmark sidste år var værtsnation for EM i kvindehåndbold, brokkede Sverige sig, fordi Danmark ændrede spilleplanen midt i turneringen.

I den forbindelse sagde Jesper Jensen til Tomas Axnér, at han skulle tage det roligt og klappe hesten.

Nu mener den svenske landstræner, at det er Danmark, som burde forholde sig i ro og klappe hesten.

»Ja, præcist. For mig er deres brok et problem i landet,« siger han afsluttende til det svenske medie.

Jesper Jensens landshold skal i aktion i Spanien igen mandag aften, når Sydkorea venter i den tredje gruppekamp.