Danmark er en af de helt store favoritter til at vinde EM i herrehåndbold, som begynder om ti dage i Ungarn og Slovakiet.

Men de danske håndboldstjerner skal passe på sig selv. Hvis de ikke gør det, kan slutrunden nemlig være slut meget hurtigt.

Det fortæller Nikolaj Jacobsen i et interview med TV 2 Sport.

»Vi er ikke bange for at få det, men vi har alle meget respekt for coronaen, fordi den er så smitsom. Får man den først ind på holdet, kan EM være overstået, inden vi når at komme i gang.«

Nikolaj Jacobsen og Mathias Gidsel.
Nikolaj Jacobsen og Mathias Gidsel. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Heldigvis er mange af spillerne godt beskyttet. Landstræneren tilføjer således, at størstedelen af truppen har modtaget det tredje stik mod den frygtede virus.

Og det er meget forståeligt, at Danmark har meget respekt for corona. Det er nemlig ikke kun herhjemme, at virussen spreder sig meget hurtigt.

Det gør den eksempelvis også i Frankrig, hvor de forsvarende olympiske mestre er blevet ramt af otte spillere med positive testsvar på håndboldlandsholdet i løbet af de seneste dage.

TV 2 Sport har også talt med Mathias Gidsel, som beskriver, hvordan danskerne forsøger at holde corona væk fra EM-lejren.

»Vi holder afstand, spritter af og husker mundbind. Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå det.«

I skrivende stund giver Danske Spil kun odds 2,55 på EM-guld til Danmark senere på måneden.