De danske håndboldherrer formåede ikke at komme videre fra den indledende pulje og er færdig ved EM trods en sejr over Rusland i den sidste kamp.

Her er tre ting, vi lærte af Danmarks store nedtur i Sverige.

Mental falliterklæring

Historikken viser, at håndboldherrerne plejer at floppe stort, når de har vundet en guldmedalje. Det skete efter EM-guldet i 2008, EM-guldet i 2012 og OL-guldet i 2016. Men i hele optakten til denne slutrunde har spillerne gjort en dyd ud af at fortælle, at det ikke ville ske i kølvandet på VM-triumfen for et år siden. Vi måtte forstå, at de var så rutinerede og havde så meget kvalitet nu, at det ikke længere var et tema. Men det skete. Igen.
Et nederlag til Island slog bunden ud af det danske landshold, som rent mentalt var en falliterklæring under slutrunden. Det har været alt for skrøbeligt – både på og udenfor banen. Vinderattitude er blevet afløst af nervøsitet og usikkerhed. Og det må give anledning til stor bekymring i den danske lejr.

Mikkel Hansen svigtede

Mikkel Hansen er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller tre gange. Helt fortjent. Og han er blevet hyldet et utal af gange for genialiteter i landsholdstrøjen. Men til EM svigtede Mikkel Hansen sit hold.
Han spillede en god første halvleg mod Island, men siden har han leveret langt under niveau og forsømt at vise den verdensklasse, Danmark havde brug for. Og som det måske mest skuffende har han heller ikke attitudemæssigt vist det, man kan forvente af ham. Da der var allermest brug for det, formåede han ikke at gå forrest og tage holdet på sine skuldre. Man savnede at se en aggressiv og krigerisk attitude fra Hansen, som kunne banke noget tro på tingene ind i holdkammeraterne. Udtalelser til TV2 viser, at Hansen er utilfreds med taktikken og den måde, han er blevet brugt på, så noget kunne tyde på, at Mikkel Hansen og Nikolaj Jacobsen har noget, de skal have talt igennem, når fiaskodampene har lagt sig.

Nikolaj Jacobsen er også blot et menneske

Nikolaj Jacobsen blev nærmest udråbt som geni, frelser og nationalhelt, da han førte Danmark til VM-guld for et år siden. Nu fik vi at se, at Nikolaj Jacobsen også blot er et menneske – som laver fejl. Han formåede ikke at finde de rigtige konstellationer i hverken angrebet eller forsvaret. Derudover gav han for lang snor til en dårligt spillende Rasmus Lauge, brugte ikke Mikkel Hansen optimalt og fik aldrig udnyttet landsholdets store bredde. Og rent taktisk blev han overmatchet af modstandernes træner i de to første kampe, som endte med at blive fatale for Danmarks EM-skæbne. Jacobsen har langt fra fremstået så handlekraftig, skarp og sikker i sine dispositioner, som han gjorde for et år siden. Det endte (også) med at blive dyrt for Danmark.