Torsdag blev der sat navne på de 20 spillere, der skal forsvare Danmarks herrehåndboldspilleres VM-titel i januar.

Og Nikolaj Jacobsens trup byder på flere overraskelser, da både Hans Lindberg, René Toft Hansen og Jannick Green er blevet udeladt.

Der er i stedet blevet plads til blandt andre Emil Nielsen, Mathias Gidsel, Nikolaj Læsø og Emil Jakobsen, der alle kan få deres slutrundedebut, hvis de kommer i spil under VM i Egypten.

B.T.s sportskommentator, Søren Paaske, kalder da også dagens udtagelse for en kæmpe overraskelse:

Hans Lindberg er ikke udtaget til VM-truppen.
Hans Lindberg er ikke udtaget til VM-truppen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Nikolaj Jacobsen har ofret nogle meget markante profiler her, som har spillet en virkelig stor rolle for landsholdet i mange år. Det var ventet, at René Toft Hansen nok var ved at være fortid, så jeg er mere overrasket over, at Hans Lindberg og Jannick Green er droppet.«

I den sammenhæng mener Søren Paaske ligeledes, at det er en landsholdsepoke, der med al sandsynlighed er slut for én af de helt store landsholdslegender.

»Fravalget af Hans Lindberg er et farvel til en af de helt store i dansk landsholdshistorie, og det er en epoke, der er slut, hvis det virkelig er sidste gang, vi har set Lindberg på landsholdet. Og man skal ikke undervurdere, at Jannick Green har haft et fremragende samarbejde med Niklas Landin og på meget fornem vis har udfyldt den svære rolle med at spille andenviolin,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror ikke nødvendigvis, det bliver det store tab på banen, men det er spillere med rigtig mange landskampe og titler, som Nikolaj Jacobsen har fravalgt her. Og jeg er spændt på at se, om landsholdet kommer til at mangle den erfaring inde på banen og på spillerhotellet.

Det Internationale Håndbold Forbund (IHF) har besluttet, at trupperne ved VM må indeholde hele 20 spillere på grund af corona-situationen.

De 20 spillere møder ind i landsholdslejren 3. januar, hvor der efterfølgende venter to testkampe mod Norge ved Bygma Cup, inden turen går mod VM-slutrunden, der afvikles fra 13. til 31. januar.

Du kan se den endelige trup herunder:

Målvogtere:

  • Niklas Landin, THW Kiel
  • Kevin Møller, FC Barcelona
  • Emil Nielsen, HBC Nantes

Fløjspillere:

  • Magnus Landin, THW Kiel
  • Emil Jakobsen, GOG
  • Lasse Svan, SG Flensburg-Handewitt
  • Johan Hansen, TSV Hannover-Burgdorf

Stregspillere:

  • Anders Zachariassen, GOG
  • Henrik Toft Hansen, Paris Saint-Germain Handball
  • Simon Hald, SG Flensburg-Handewitt
  • Magnus Saugstrup, Aalborg Håndbold

Bagspillere:

  • Henrik Møllgaard, Aalborg Håndbold
  • Mikkel Hansen, Paris Saint-Germain Handball
  • Morten Olsen, GOG
  • Mads Mensah, SG Flensburg-Handewitt
  • Jacob Holm, Füchse Berlin
  • Lasse Andersson, Füchse Berlin
  • Nikolaj Øris, Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
  • Mathias Gidsel, GOG
  • Nikolaj Læsø, Aalborg Håndbold