De har prøvet at lægge det væk, for nu er det ude af deres hænder.

Men Jesper Jensen lægger ikke skjul på, at corona og pcr-test selvfølgelig er et tema i landsholdslejren, mens de afventer svar, efter at Kaja Kamp og Lars Jørgensen onsdag testede positive.

»Det fylder. Selvfølgelig gør det det. Vi er mennesker, vi har drømme. Det med at have drømmen liggende foran sig og så måske ikke få lov at være med fylder uhensigtsmæssigt meget,« siger Jesper Jensen.

Han understreger dog, at det efterhånden er noget, der er blevet 'hverdag', siden pandemien for alvor brød ud i 2020.

Det har i lang tid betydet en hverdag med test og coronavirus som et tema rundtomkring i verden.

Og det gør også, at de prøver at tage den nogenlunde med ro i den danske lejr.

»Vi er mere rolige i det, end folk udefra måske regner med, for vi har været i det i tre år. Alle dem, der har spillet klubturneringer, har rejst rundt i Europa, man bliver testet i lufthavnen, man skal have coronatest hele tiden,« siger Jesper Jensen og tilføjer:

»Jeg har de første 50 gange af de 400 gange, jeg er blevet testet, tænkt: 'Åh nej, nu ryger jeg'. Jeg har ikke brugt særlig meget tid på det personligt. Nogle gør måske mere end mig. Det har fyldt mindre, end I (medierne, red.) regner med, men fylder stadig og tager stadig energi,« siger landstræneren.

Han og resten af holdet står fredag aften over for Montenegro i semifinalen efter onsdagens sejr på 31-29 over Norge.

Bliver en spiller eller leder testet positiv for coronavirus inden da, er reglerne således, at vedkommende skal være i isolation fem dage – og dermed går glip af kamp både fredag og søndag.

Den eneste vej udenom er, hvis spillerens CT-værdi er på 30 eller derover, for så er vurderingen, at vedkommende ikke udgør en smitterisiko og derfor kan 'gå fri'.

Alle på holdet fik torsdag morgen foretaget en kviktest, og her lød svaret 'negativ' over hele linjen, har Kristina Jørgensen fortalt.