De plejer at tage til slutrunde i december, og så har de fri efterfølgende.

Men sådan har det ikke været i år. Hverken for de mange håndboldstjerner eller for landstræner Jesper Jensen.

Fordi EM var rykket til november, var det nærmest direkte hjem for at spille videre i klubberne frem for at holde den ellers velkendte julepause.

Og det er noget, der har kunnet mærkes, fortæller landstræneren, der til daglig er træner i Team Esbjerg, til TV 2 Sport.

Den manglende pause er også noget, han har kunnet se på sine spillere, fortæller han. For efter finalen mellem Danmark og Norge 20. november har Jesper Jensens tropper spillet hele syv kampe.

»Jeg har hele tiden kunnet se, at de har gjort alt, de kunne. De har knoklet til hver træning og gjort alt, der stod i deres magt for at præstere. Men de skulle også bare have 12 sekunder, hvor der ikke stod en med en pisk, så faldt øjnene ud, og koncentrationen svigtede. Det er bare for meget,« siger Jesper Jensen.

Han og spillerne fik dog en lille – og tiltrængt – juleferie efter 17. december, men allerede nu er de i gang igen, og næste reelle pause kommer først i juni 2023, hvor sæsonen slutter.

Jesper Jensen kan dog trøste sig med, at det umiddelbart ikke er en situation, der kommer til at gentage sig. For det var helt ekstraordinært på grund af fodbold-VM i Qatar, at håndboldslutrunden måtte vige og afvikles en måned tidligere.

Fra næste år er der igen håndbold i december, når VM bliver afviklet i Danmark, Sverige og Norge.