De er fast lydtapet i december og januar for rigtig mange danskere. Bent Nyegaard og Thomas Kristensen har igennem en lang årrække lagt stemme til de danske håndboldlandsholds triumfer og fiaskoer – og i kommentatorboksen er der også blevet knyttet et efterhånden stærkt venskab.
BT besøgte den populære duo i Varazdin Arena inden Danmarks kamp mod Slovenien fredag.
Hvor langt går jeres makkerskab egentlig tilbage?
Thomas Kristensen (TK): »Vi har kommenteret det danske herrelandshold sammen siden VM i 2007. Vi begyndte med damerne året før. Men vi begyndte faktisk at kommentere sammen tilbage i 2003. Men første gang med herrerne var i 2007 - så det er efterhånden 11 år siden.«
Bent Nyegaard (BN): »Første gang, vi kommenterede sammen, var vel tilbage ved VM i Portugal i 2003. Det var dengang, vi var TV2 Zulu-drenge og kun kommenterede den modsatte gruppe af Danmarks. Der var jo nogle højere oppe i hierarkiet, der hed Anders Dahl, Ulrik Wilbek, Flemming Toft og Morten Stig Christensen. Men altså...alle de kampe, vi fik på Zulu var fandme god læring. Vi lærte jo tv-holdet at kende skidegodt - men når Danmark skulle spille, så var vi ’nobodys’.«
TK: »Men da vi overtog herrerne, ramte vi jo lige ind i den voldsomme eksplosion, som landsholdet fik i 2007 - med de vilde kampe mod Island og Polen. Og så tog vi EM-guldet i Norge året efter. Så Bent og jeg kom med i det trampolinspring, som landsholdet fik.«
Håndboldherrerne er nationens stolthed, og der er som regel skyhøje seertal. Kan I føle jer presset over at skulle formidle så stor en begivenhed, som et EM efterhånden er?
TK: »Jeg har aldrig følt, at det var et pres at skulle kommentere Danmark, men jeg har altid behandlet det med den største respekt.«
BN: »Det handler om ydmyghed. Om at forberede sig godt. Vi vil gerne se alle kampe, den kommende modstander har spillet. Og jeg ved, at når Danmark spiller mod Slovenien senere, så er vi forberedt til fingerspidserne.«
Vi er mange, der kan huske Bent som en kontant og lidt bidsk træner for GOG. Hvad tænkte du, da du fik at vide, at du skulle arbejde tæt sammen med ham?
TK: »Jeg tænkte ’det her bliver spændende’! Haha. Jeg kendte ham jo ikke ret godt. Det gør jeg så nu. Og nogengange kan man jo tage fejl af folk. Bent kan godt se lidt farlig ud med det overskæg, men inde bag det gemmer der sig et virkelig lunt menneske. Men ja, da vi begyndte at arbejde sammen, havde han jo den der hårdføre aura omkring sig - men det tog ikke lang tid at komme ind bag den.«
Hvordan er han så som kollega?
TK: »Han kan være alt fra genial til pisseirriterende. Haha...«
BN: »Det var dog alligevel bredt!«
Kan I blive uvenner?
TK: »Ja! Men det er som oftest over nogle virkelige banale ting. Det kan eksempelvis være, når vi på slutrundedag nummer 12 diskuterer, hvornår vi skal køre, hvornår vi skal spise, hvornår vi skal det ene og det andet. Når man har diskuteret det fire gange uden at blive enige, så gider jeg ikke høre på ham, og så spiser jeg bare alene.«
BN: »Det er meget tid, vi tilbringer sammen. Og jeg tror faktisk, at vi i vores gruppe er gode til at være sammen. Men vi er også gode til at være væk fra hinanden - også undervejs i slutrunderne.«
TK: »For eksempel på vores ’fridag’ i går. Der var vi først til redaktionsmøde sammen og selvfølgelig også sammen til pressemøde med spillerne. Og så ligger det ligesom i kortene, at vi ikke behøver at se hinanden mere resten af dagen. Det er noget, man har lært med tiden. Der er brug for ’ego-dage’, hvor man bare sig selv.«
BN: »Vi er dog ofte rendt ind i hinanden, når vi skal træne. Alle her vil jo gerne bevæge sig. Men i år er der et lille træningslokale, som alle de andre drenge går ned i. Og det efterlader en hel svømmehal kun til mig.«
Hvor meget af jeres forhold er makkerskab, og hvor meget er venskab?
BN: »Jeg synes, vi har et fantastisk arbejdsfællesskab rent professionelt. Men jeg synes også, at vi er rigtig gode venner. Jeg opfatter ihvertfald Thomas som en mine rigtig gode venner. Han er et menneske, som jeg kender så godt, at jeg kan tale meget privat med ham. Og det siger noget om vores venskab, at vi også kan lytte til hinandens private emner.«
TK: »Vi er rigtig meget sammen fagligt, og det betyder også, at vi ikke sidder lårene af hinanden privat. For det er der næsten ikke plads til. Jooo, hvis der er fester, runde fødselsdage eller sådan noget, ses vi selvfølgelig. Men vi er jo i en situation, hvor vi er ude og rejse sammen i minimum to og en halv måned hvert år. Og læg dertil en masse ligakampe oveni. Hvis vi så også skulle begynde at spise sammen hver anden tirsdag, ville vi nok ende med at få for meget af hinanden.«
BN: »Ej, det er rigtigt. Vi har endnu ikke inviteret hinanden på spisning. Men vi spiser alligevel fandme mange måltider sammen i løbet af et år.«
Hvad er det mest mærkelige, du ved om Thomas?
BN: »Det er måske ikke så mærkeligt, men Thomas er jo perfektionist med alting. Og indimellem kan perfektionister godt virke irriterende. Men det kan også være positivt, for vi er fandme så afhængige af hinanden, når vi kommenterer - og der er det vigtigt for mig, at han er så pivskarp, som han er. Og så er der faktisk sket det mærkværdige, at Thomas efterhånden har set så mange håndboldkampe, at...jeg siger ikke, at han kunne blive træner (!)...han er blevet meget, meget skarp på spillet. Han ser detaljerede ting, og det er vigtigt i vores kommentering. Det giver noget ekstra. Men igen - perfektionister har også irriterende sider.«
Hvad er så det mest mærkelige, du ved om Bent?
TK: »Jeg tror, det vil være rart for den danske befolkning at vide, at Bent i sin toilettaske render rundt med en 15 centimeter bred børste, som han egentlig kunne børste en hest med. Men den gør, at hans hår sidder perfekt hver dag.«
Hvad er hemmeligheden bag jeres succes som kommentatorer?
TK: »Det er en sindssygt svær disciplin at skulle forklare. Når vi rammer kampen, så smelter vores ord og sætninger sammen. Det faglige, det taktiske, det faktuelle og alle de ting glider sammen. Og jeg har prøvet at kommentere med rigtig mange mennesker, og jeg har aldrig prøvet den samme fornemmelse, der engang imellem opstår i nogle magiske øjeblikke, når jeg kommenterer med Bent. De kommer ikke hver gang, og jeg kan ikke sige, om der kommer et i den næste kamp.«
BN: »Ja, jeg er heller ikke i tvivl om, når vi har ramt den lige i røven. Vi kan kigge på hinanden efter kampen og ved med det samme, om det var én af de gode dage, eller om der var skønhedsfejl. Gudskelov rammer vi plet flere gange, end vi misser. Det er ihvertfald vores indre forståelse.«
TK: »Det handler også om begejstring. Jeg ved godt, at der sidder en procent eller lidt flere og synes, at det indimellem kammer en smule over. Men jeg tillader mig sgu at juble, når Danmark vinder i sidste sekund.«
Hvor meget er improvisation, når I jubler?
TK: »Alt! Man kan jo ikke sidde på sit hotelværelse og forberede sig på, at Mikkel Hansen scorer i sidste sekund mod Slovenien. Hvis man begyndte at indstudere sådan noget, ville det blive så falskt og rigtig dårligt. Det er på instinktet, og man ved jo aldrig, hvad der sker. Det er altid totalt spontant. Og der taler jeg for os begge to.«
BN: »Det er helt sikkert. Når Niklas Landin tager et vigtigt straffekast, ryger jeg instinktivt op af stolen, fordi jeg helt vildt gerne vil have, at Danmark vinder. Jeg er godt nok fra den tid, hvor Gunnar ’Nu’ Hansen kommenterede fra Idrætsparken, og hvor han tørt konstaterede ’der er scoret. Danmark er kommet foran 1-0. Ole Madsen scorede’. Gunnar ’Nu’ var pissedygtig, men det var alligevel satans, at han kunne tøjle sin begejstring i sådan en grad. Det kan jeg ihvertfald ikke.«
TK: »Jeg tror også, at det er vigtigt, at man ikke begynder at efterligne andre kollegaer. Man er nødt til at skabe sig egen identitet. Man skal være sig selv. Skrive så lidt ned, som overhovedet muligt. Tal ud fra det, du ser. Man kan ikke lave et manuskript til en håndboldkamp.«
BN: »Det her er min blok til kampen mellem Spanien og Danmark (hiver en side frem, hvor der kun står ’1-1,’ ’3-1,’ ’5-3’ osv.). Det gælder alle kampe. Det vigtigste for mig er følge med i rytmen i kampen. Nej, jeg skriver ikke ned, at jeg skal huske at være sjov - eller huske at lave den og den sammenligning. Hvis ikke det kommer naturligt, så er det ligegyldigt.«
I er med jeres holdninger og analyser også med til at påvirke hele befolkningens syn på holdet og på spillerne. Hvad tænker I om det?
BN: »Jeg ved, hvorfor man har sat mig her i den kommentator. Jeg er her for at prøve at vurdere kampen i forhold til nogle håndboldfaglige ting. Og derfor kræver jeg af mig selv, at jeg skal være supergodt forberedt. Hvis jeg er det, så siger jeg det, jeg mener. Og det kan ikke være anderledes. Hvis nogen kom og sagde ’Bent, du mener for meget’, så ville jeg nok foreslå, at de fandt en anden til at sidde her.«
TK: »Der er mange ting, jeg holder af ved Bent. Men det, jeg sætter størst pris på, er, at han tør sige sin mening. Det er ikke altid det sjoveste at skulle sige sin mening, for man skal stå på mål for det - også i andre medier. Men Bent tør det. Jeg tænker heller ikke så meget over at lægge bånd på min egen holdning. Når Danmark taber til Tjekkiet, pakker jeg det ikke - så kalder jeg det for et katastrofalt nederlag. Fair nok, hvis nogen synes, det er for hårdt. Men jeg prøver så vidt som muligt at ramme sandheden.«
BN: »Hvis ikke vi begge turde sige vores mening, ville vi heller ikke fungere godt som par.«
Du får aldrig spillerne på nakken, når du har givet dem en dårlig karakter?
BN: »Jeg synes faktisk, at spillerne både på dame- og herrelandsholdet er dygtige til at acceptere, at det er mit job. Jeg prøver også at være nuanceret. Når Danmark har tabt, behøver alle ikke at få 00. Sådan er det ihvertfald ikke hos mig.«
Som tidligere toptræner - kribler det så aldrig i fingerne for at få lov at stå på sidelinjen igen?
BN: »Jooo...men da jeg startede med at kommentere, troede jeg, at jeg havde fået det næstbedste job. Men nu vil jeg sige, at jeg fik det bedste. Det er 10-11 år siden, jeg sidst trænede et hold. Men ok, når vi kommer til de største kampe, kan jeg godt tænke ’sikke en fed træneropgave’. Det er klart.«
TK: »Jeg så helst, at du blev væk fra den bænk. Så skulle jeg jo sidde helt alene oppe i boksen!«
