Farvel til fodbolden og goddag til håndbolden. Joachim Boldsen får ny tjans hos TV3.

Den tidligere håndboldstjerne siger nemlig efter syv år farvel til fodbolddækningen hos TV3 Sport. Han skal være ny ankermand på kanalens håndboldsatsning.

Det oplyser TV3 Sport i en pressemeddelelse.

'Jeg glæder mig enormt meget til igen at skulle dedikere min energi og arbejdstid til håndbolden, som ligger mit hjerte nær. Der kommer masser af international tophåndbold i de kommende år, og sammen med mine kollegaer glæder jeg mig rigtigt meget til at være med til at bringe verdens bedste klubhåndbold ud til danskerne,' lyder det fra den tidligere håndboldspiller.

TV3's fodboldkommentator Carsten Werge i selskab med Joachim Boldsen ved en fodboldkamp.
TV3's fodboldkommentator Carsten Werge i selskab med Joachim Boldsen ved en fodboldkamp. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Joachim Boldsen har været en stor del af TV3 Sports Superliga-dækning, hvor han runde efter runde har interviewet masser af spillere og trænere på sidelinjen.

Men nu skiftes fodboldbanen altså ud med håndboldhallen.

'Det har været fantastisk at få lov at være med omkring Superliga-dækningen. Det har været både udviklende og sjovt, og jeg vil gerne sige tak til klubberne, spillerne og alle mine kollegaer for opbakningen gennem årene,' siger Joachim Boldsen.

Omrokeringen sker, blandt andet fordi TV3 Sport igen har sikret sig en lang række håndboldrettigheder den kommende sæson.

Derfor skal Boldsen nu bruges som både vært og ekspert, når danske og internationale topklubber for både damer og herrer tørner ud i blandt andet Champions League, European Handball League og andre internationale turneringer.